Dorte anbefaler: Søskende på både godt og ondt

05.04.22
Det siges jo, at blodets bånd er tykkest. Det giver disse tre bøger et godt billede af. Blandt andet skal man huske ikke at blive hængende i gamle mønstre, men i stedet være åben for nye muligheder.

Quinn, Julia: Et fængslende kys

I serien om familien Bridgerton er vi nået til Hyacinth. Den anden hovedperson, Gareth St. Clair, mener, at Hyacinth er djævelsk godt begavet, men bedst i små doser.

Via den årlige Smythe-Smith koncert, en dagbog og en eftersøgning kommer de langsomt ind på livet af hinanden. Når man dertil lægger en emsig mor (Hyacinths) og en ditto bedstemor (Gareths), som gerne ser dem gift i en fart, er der helt klart lagt op til mange morsomme scener.

Selvom Hyacinth er nr. 8 i rækkefølge, får Gregory, som er syvende barn, lov til at slutte serien af i den næste bog. Et afgørende øjeblik.

Sarah Morgan: Hvor der er hjerterum

De to søstre Samantha og Ella elsker julen i alle dens afskygninger. Selvom der er rigtig meget om jul, handler det i lige så høj grad om deres forhold til hinanden og deres mor, Gayle Mitchell.

Der er mange sjove og rørende oplevelser, og meget man kan nikke genkendende til.

En skøn bog om at gøre sig umage, om at man godt kan ændre fremtiden, selvom fortiden ikke står til at ændre, og at der er mange muligheder, når bare man giver sig selv lov

Muna Shehadi: Eves sandhed

Bind 2 i Tre døtre-trilogien fortsætter de gode takter fra Rosalinds løgn. Jeg vil på det kraftigste anbefale at læse dem i rækkefølge, ellers bliver det alt for forvirrende.

På samme måde som i første bog er dagbogen sporet bagud, og Eves forsøg på at finde hoved og hale i sit liv. Eve er den indelukkede lillesøster, en rigtig bliv mig fra livet-kvinde, og dog, sprækkerne ind til den rigtige Eve åbner sig mere og mere.

Dagbogen er virkelig barsk læsning ind i mellem, og Eves fortælling endnu mere. Men man fanges ind fra første side, og har svært ved at slippe den, indtil sidste side er vendt.

Jeg glæder mig til at få storesøster Olivias version i Olivias hemmelighed

Materialer