Graphic novels
Graphic novels

Graphic novels - Når ord og billeder smelter sammen

02.10.18
Det bugner af glimrende graphic novels og i anledning af Billedstrøm sætter vi fokus på en genre, der er i en rivende udvikling.

Fra 11.-13. oktober går det løs med Billedstrøm - Festival for visuelle fortællinger og selvom festivalen retter sig mod de 3-5 årige, er det oplagt at fokusere på de graphic novels og tegneserier, der er rettet mod unge og voksne. Det er nemlig en genre, der netop nu er i en spændende udvikling, både herhjemme og i det litterære udland.

Her er et par gode eksempler på, hvad du kan låne på biblioteket af graphic novels:   

Af mere kendte værker er Alan Moore og Dave Gibbons’ Watchmen fra 1986/87, hvor superhelte inddrages til at ændre virkelige politiske konflikter som den kolde krig og Vietnamkrigen. Den blev vellykket filmatiseret i 2009 af Zack Snyder.

En ganske anderledes graphic novel, der er blevet filmatiseret er Marjane Satrapi’s tobindsværk Persepolis, der er en selvbiografisk skildring af forfatterens barndom og ungdom under den iranske revolution. Både bøgerne og animationsfilmen giver et intenst og personligt indblik i en historisk begivenhed, hvilket graphic novel-genren er perfekt til.

Herhjemme har især Halfdan Piskets Dansker-trilogien, bestående af bøgerne Desertør, Kakerlak og Dansker, fået medvind. Bøgerne er en biografisk fremstilling af Piskets fars liv og rejse fra Tyrkiet til Danmark og er præcise i deres skildring af et barskt og voldsomt levet liv.     

Kast dig ud i billedstrømmen


Det er med graphic novels som med romaner - der er noget for enhver smag. Så om du er til romantik, komplicerede mysterier eller rå og virkelige portrætter, så gå på opdagelse i vores samling eller i udstillingen på 1.sal, som er lavet i anledning af Billedstrøm.   

 

Af bibliotekar Esben møller Hansen

Materialer