Indianernes regnskov brænder

Ib Michael er aktuel med dobbeltbogen, 'Digte og Billeder fra Mexico 1971'. Den dokumenterende billeddagbog er i samspil med digtene en levende fortælling med mange lag. Billedsproget går ind under huden, og hans tanker om indianerne er på flere måder relevante i 2020.

Af Nanna Grønbech Petersen

En hippie går rundt i København med indianerhat og sandaler af traktordæksåler, som går i opløsning i det danske sjap og søle. Når han besøger folk, så sætter han sig på hug fremfor at sidde på stole. Vi er tilbage i 1971. Ib Michael er netop kommet hjem fra Huichol-indianernes bjerge, Sierra Madre Occidental i Mexico, hvor han blev betaget af kulturen og eksperimenterede med indtagelse af mescalin-kaktus.

”Da jeg kom hjem til Danmark, havde jeg en lang psykotisk periode. Jeg var ikke indlagt, men jeg skriver i forordet til 'Billeder fra Mexico 1971' om, hvordan det var ikke at kunne komme hjem. Jeg var blevet indianer. Jeg følte virkelig, jeg var blevet dem og fik det største kulturchok ved at komme tilbage til Danmark. Klimaet, menneskene, det hele. Men det lykkedes mig at omsætte det til bøger i stedet for at køre videre med psykosen.” 

 

En musik udført i ord

Det er snart et halvt århundrede siden, at digtene blev til, så det er ikke den unge hippie med mexicansk pallacate (halstørklæde), indianerhat og sko af traktordæksåler, der tager imod mig i sommerhuset i Kikhavn. Men en mand med spor af levet liv i ansigtets folder og linjer. Hans kram og kindkys er hjerteligt. Øjnene er blå. Blikket stærkt og årvågent. Han har lavet urtete, Cool Mint, som han placerer i en tekande på bordet. Vi sætter os.  

Hvorfor er digtene fra Mexico 1971 relevante i Danmark i 2020?

”I digtene i Den rullende kanon, som jeg udgav for et par år siden sammen med Thomas Boberg, stammer nogle af teksterne fra helt andre kulturer, og de er relevante, fordi de viser en masse om andre måder at leve på og andre tidsepoker.

Digtene fra Mexico 1971 er relevante, fordi de udgør deres egen billedverden, og hviler i deres eget billed- og musikunivers. En musik udført i ord. Man kan også læse teksterne som et signalement af tiden i 70’erne. Billederne er en dokumentation om en anden tid og en anden kultur. Hvis jeg nu bare havde skrevet ”Huichol-indianerne”, havde man jo ikke kunnet se, hvordan de så ud. Men det kan du så i billeddelen, hvor du kan se bjergene, folkene, gudeøjnene, fællesskabet, samtidig med du kan læse digtene.” 



De indianske folk har altid værnet om regnskoven

Om få uger er Ib Michael på vej imod varmere himmelstrøg, men lige nu opholder han sig i sit sommerhus i Kikhavn. Havet er lige om hjørnet, og i området nær den prisbelønnede forfatters sommerhus er underskoven endnu grøn, og over den lyser blade gult. En fugl man ikke kan se, synger et sted i skoven. Solen og vinden får en gruppe træers blade til at ligne vibrerende sølv.

Dette er blot et af mange steder i verden, hvor Ib Michael har levet i eller nær skov og strand. Han har igennem sit liv rejst i mange dele af verden, men har en særlig kærlighed til Sydamerika, der skinner stærkt igennem i hans forfatterskab. Han har opholdt sig og levet sammen med jungleindianere i regnskoven, og det har givet ham et særligt syn på verden og på klimaforandringerne.

I forordet til 'Billeder fra Mexico', skiver han således: I en tid, hvor alle taler om at plante skov for at reducere CO2-udslippet, fælder vi træerne og stripper planeten for dens allersidste håb om en fremtid.”



Kan digtene fra Mexico 1971 kædes sammen med klimaproblematikken i dag?

”De indianske folk har altid passet på deres natur. De har værnet om regnskoven. Og de falder så som ofre for vores trang til hele tiden at udvide vores område. Der skal skabes græsningsarealer i Amazonas, så vi kan spise mere kød. Skovområder i Amazonas fældes, for at der kan gå kødkvæg rundt og græsse. Men når skoven forsvinder, så ender jorden også med at blive udpint i løbet af ganske få år, og der bliver kun en tør savanne tilbage. Der plantes oliepalmer, og vi inddrager regnskove i en tid, hvor vi har så meget brug for hvert evigt eneste træ på denne jord.

Vi er eksponent for en kultur, der uanset hvordan vi bliver bragt sammen med den indianske kultur, virker direkte ødelæggende på deres verden og livsgrundlag. Dybest set er vi jo selv oprindelige folk på den her planet. Vi er bare en meget dum variation af arten, der ødelægger det for andre, og derefter ødelægger det for os selv.”



Store tårer ruller ned for bjergets fod

"Store tårer ruller ned for bjergets fod, store tårer ruller ned for bjergets fod". Sådan lyder de sidste verselinjer i Digte fra Mexico 1971, hvor elementer fra naturen og universet spiller centrale roller. Man kan som læser af digtene i 2020 måske læse digtene og tårerne som et billede på klimaforandringerne. Ib Michael er helt med. ”Tårerne ruller helt konkret ned over vores kinder, men også i høj grad ned over selve planeten, det er sgu alvor det her.”

Han rejser sig fra stolen og bevæger sig hurtigt over til bogreolen, hvor han henter 'Rejse i Koralhavet' (Gyldendal 2016). Den handler om fridyking, men også om koralrevene, der forsvinder. Man kan sige, at den rummer samme historie, blot fortalt på en anden måde.

"Min kommende roman kredser også om Amazonas og indianerkulturer, der forsvinder fra jordens overflade, ligesom de har gjort, siden erobrerne kom i 1500-tallet. Jeg er udmærket klar over den politiske implikation i det her, og derfor omtaler jeg det også ganske kort i mit forord til billedbogen fra Mexico. Det er første gang jeg offentliggør mine egne fotos fra den tid. Selvom man ikke kan drive kunst som politik, så er den der alligevel. Mayakulturen ødelagde sig selv og blev til junglekultur. Enhver kultur rummer også i en eller anden potens sin egen undergang. Det er også et spørgsmål om, hvad civilisationen kan bære. Udpinte mayaerne selv jorden, det er ikke utænkeligt?”


Kan vi her i 2020 lære noget af jungleindianernes kultur?

”Jeg synes, det er svært at sige, hvad vi kan lære af andre kulturer. Men vi skylder dem den respekt at lade dem dyrke jorden og leve efter deres egne værdier, og ikke for enhver pris forvandle dem i vores billede. Vi ser et tempel og bygger en McDonalds. Med andre ord, det er ikke så meget, hvad vi kan lære af dem. Det er mere, hvad vi kan lære af os selv.

Lad mig komme med et eksempel: Inkaerne havde jo en meget stor hær, når de erobrede andre territorier. Det første de gjorde, når de havde erobret et nyt område, det var at sende deres egne kunsthåndværkere, skrivere og kyndige lærde af sted for at undersøge, hvad de kunne lære. Vi gør det modsatte, vi skynder os at udrydde det. Inkaerne erobrede verden med nysgerrighed, hvorimod spanierne erobrede med deres egne medbragte forestillinger, kors og katolicisme. Omvendt opførte indianerkulturerne sig jo også selv krigeriske, og de ofrede bl.a. mennesker til deres guder.” 



Det internationale samfund burde jo stoppe skovbrande

Amazonas anses for at være helt afgørende som modvægt til klimaforandringer, idet den opsuger en hel del CO2. Hvilke tanker gør Ib Michael sig omkring Amazonas?  

Forfatteren, der har kendskab til dette område i verden virker oprørt, da han siger: ”Amazoneregnskoven er ved at blive brændt af. Påsatte brande. Det finder sted lige nu. Nybyggere støttes af regeringen. De brænder kæmpestore områder af Amazonas af. Der kan nemlig ikke opstå skovbrande spontant, det er regnskoven alt for våd til. Man skal starte en brand for, at regnskoven går direkte i flammer. Man skal bare vide, at der stadig finder en erobring sted, der går ud over junglefolket, som bor derude, der i tusinder af år har vidst, hvordan man skulle passe på skoven.

Det er uhyggeligt store områder, der brænder lige nu i Amazonas. Områder svarende til 8-10 fodboldbaner i minuttet. Og skoven kommer aldrig tilbage, når den først er brændt. Alle er jo enige om, at vi skal plante træer og skov, fordi det reducerer CO2udledningen.

Det internationale samfund burde stoppe skovbrande. Det sker fordi Brasilien har fået en ny og højreorienteret præsident, der støtter det. Støtter landbefolkningen, som må tage jord i junglen, dyrke oliepalmer, sojabønner, og udlægge græsområder til deres kvæg. Det går så bare udover den gruppe mennesker, der har levet i junglen i tusindvis af år. Når junglefolket selv fælder træer, så gør de det på en måde, så skoven hele tiden har mulighed for at regenerere.”

Jeg vil gerne være med til, at pege på de fantastiske værdier, som ødelægges og risikerer at forsvinde. ”Fordi man er den stærkeste, burde man jo ikke have lov til at brænde andre menneskers skov af. Hvad er det for noget?  Det er for mig, som om tiden er en illusion. Folket fra regnskoven forsvinder, folket fra bjergene forsvinder, og koralrevet forsvinder. Store tårer ruller ned for bjergets fod. Man kan tale om alt dette på en meget abstrakt måde, men man kan også gå ind i det og sige, hvordan er det, de her koraller ser ud, når de står i fuld blomst? Hvordan så det ud?”



Tre af dine seneste bøger kredser om indianerkulturer, hvad kan du fortælle om det projekt?

'Digte og Billeder fra Mexico 1971' er tredje del af en indiansk serie, som jeg er stolt af at have lavet.

De to andre dele hedder 'Det rygende spejl' og 'Den rullende kanon', som er en antologi med yndlingsdigte fra mange kulturer og tider, inklusive vores egen. De er alle tre forsynet med forord og efterskrifter, der gør rede for historien bag. Der ligger et stort stykke akademisk arbejde i det. Med mine bøger vil jeg først og fremmest gerne skabe billeder og musik med sproget, og jeg gerne være med til at pege på de fantastiske værdier, som ødelægges og risikerer at forsvinde."

 

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.