Klima-demonstration

Klimakrisen i dansk litteratur er værd at beskæftige sig med

10.01.20
Klimafiktionen lader os undersøge vores forhold til naturen og de konsekvenser og nye virkeligheder vi må konfrontere.

Af Anna Chris Thompson, festivalleder for Klima&Litteratur

Den danske digter Lars Skinnebach sagde i 2010, at al litteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er ikke værd at beskæftige sig med. Han udgav digtsamlingen Øvelser og rituelle tekster (2010), som man kun måtte købe, hvis man forpligtede sig på, i fem dage, ikke at købe og forbruge andet end de mest basale madvarer og forenede på den måde litteratur og aktivistisk praksis.

Selvom det ikke var en ny ting at skrive om naturen i krise - både Thorkild Bjørnvig gjorde det i 50'erne, 60'erne og 70'erne og Inger Christensen i 80'erne - var Skinnebach på det tidspunkt én af de eneste forfattere i Danmark, der skrev skønlitterært om klimakrisen.

Der er gået næsten ti år siden Skinnebachs udsagn, og meget er sket i de år. Klimakrisen står i dag øverst på den politiske dagsorden og er en markant del af de flestes bevidsthed. Vi kan ikke åbne en avis, de sociale medier eller tænde en radio, uden at klimakrisen bliver nævnt.

Skønlitteraturen har til alle tider forholdt sig til det samfund, den er skrevet i: Hvad er det for en verden og et samfund, vi lever i? Hvordan er man menneske i denne tid? Kigger man på den litteratur, der bliver skrevet i Danmark i dag, kan man se, at klimakrisen på forskellige måder spiller en væsentlig rolle i mange værker. Disse værker har ikke nogen særlig æstetik eller form eller indhold og kan være både lyrik og prosa - eller noget helt tredje.

 

Dystopien

Forfatteren Theis Ørntoft har i sine to seneste værker, digtsamlingen Digte 2014 (2014) og romanen Solar (2018) haft klimakrisen som et afgørende tema. 

Solar er en dystopisk roman, hvor både det enkelte menneske og verden ender med at gå til grunde. Romanen er delt op i tre dele. I den første del følger vi romanens fortæller, Theis, på en vandretur langs den naturskønne Hærvejen, hvor han reflekterer over sin plads i verden, bygget på det klassiske litterære motiv: vandringsmanden.

I anden del følger vi Theis i København. København fremstår som en dekadent by, hvor der hersker en sygelig fiksering på kroppe, antikultur og hurtige fix. Det er, som om undergangen lurer lige om hjørnet.

I sidste del stikker Theis af fra København, han rejser væk og går langsomt til grunde - ligesom den verden han er en del af.

I Ørntofts Digte 2014 støder vi på linjer som "Lad os sætte os ned med kviksølv i lungerne/og flyforbindelser i hud og hår/og læse breaking news" og "For mig er samfundene døde. /Jeg tror ikke længere/det er et spørgsmål om forfinelse/men om afvikling." og "Hver gang jeg ikke distraherer mig selv med ligegyldige gøremål/tænker jeg på apokalypsen/hver gang nogen udtrykker håb for det bestående/får jeg det fysisk dårligt".

Både i Ørntofts lyrik og prosa finder vi mørket, håbløsheden og ladheden. Mennesket har udnyttet samfundet, indtil der ikke er mere tilbage, både helt konkret i naturen, men også i kulturen og ånden.

Den dystopiske litteratur finder vi også i fx Olga Ravns De ansatte (2018), en kort sci-fi roman, der foregår i fremtiden på et rumskib, efter jorden er blevet ubeboelig, og i Jonas Eikas novellesamling Efter solen (2018), der indbragte ham Nordisk Råds litteraturpris.

Kendetegnende for den dystopiske litteratur er, at den låner mange motiver fra sci-fi, populærkulturen og katastrofefilm: rumskib, verdens undergang, mærkelige væsener, eksplosioner og det planetare.

 

The End of The World as We Know It?

I klimalyrikken finder vi først og fremmest Lars Skinnebach. I 2018 udgav han digtsuiten TEOTWAKI (en forkortelse for The End Of The World As We Know It), der handler om tiden før og efter den store økologiske nedsmeltning.

Men det er ikke samme form for dystopi som vi ser hos Ørntoft, man mærker ingen ladhed eller håbløshed, mere en inderlighed og brændende nødvendighed af at adressere emnet. "Nu og altid/en kileformet stråle/fra midt på havet/og ud i rummet/De vanskelige vilkår/at elske og jorden".

Vi følger blandt andet i nærmest bibelsk forstand, de sidste to mennesker på jorden, der ikke længere er helt menneskelige, men halvt krystaller. Vi finder også digte om "Middelklassen", der har udnyttet jorden og samfundet. TEOTWAKI er prydet med kommentarer og illustrationer af multikunstneren Goodiepal, der også er kendt for sin politiske aktivisme.

Ligesom skønlitteratur forholder sig til sin egen samtid, er forholdet mellem menneske og natur også et grundtema i megen litteratur og i særdeleshed klimalitteratur. Man kan stille det op på flere måder: Mennesket over for naturen, mennesket i naturen, mennesket mod naturen og mennesket som natur.

 

Mennesket som natur

I lyrikken kan man finde naturen i Andreas Eckhardt-Læssøes debutdigtsamling Det skal nok gå (2018), hvor han skriver "Kan vi være hinandens skove? Kan vi være det hinanden vi drømmer om? Kan vi? / Man kan høre skoven dø, før man kan se det". Eckhardt-Læssøe forsøger i digtsamlingen at forestille sig, hvordan naturen og planterne tænker, føler og erfarer.

Naturen er også til stede i Liv Sejrbo Lidegaards digtsamling Vi er her (2018): "der er stadig lidt gletsjer tilbage øverst på alperne/vi kommer ikke ud af flækken/vi slanger os gennem dem/hiver luften ind/gennem os trækker vi flaksende fugleflokke og benzin/tid der trækker ud/vinger der basker bag ribbenene"

Både Lidegaard og Eckhardt-Læssøe forholder sig til naturen, men det er ikke den samme natur, som vi kender den fra romantikken, hvor naturen er knyttet til nationalstaten og forbundet med fædrelandskærlighed. Det er ikke en natur, der er adskilt fra mennesket. Mennesket er en uadskillelig del af naturen.

Klimakrisen i lyrikken går sommetider under navnet økopoesi, og andre digtere, der skriver økopoetisk: Rasmus Nikolajsen, Nanna Storr-Hansen, Victor Boy Lindholm og Christian Yde Frostholm. Fælles for dem alle er, at de via lyrikken søger et nyt sprog til at tale om naturen på.

 

Cli-fi: en bred genre

I fiktionen har vi mulighed for at undersøge andre virkeligheder og forestille os nye verdener. I en så omfattende global krise, som klimaforandringerne, er det nærliggende at tænke over, hvad det er for en verden, vi eller vores børn og børnebørn kommer til at leve i. Disse forestillinger om mulige fremtider finder vi i både lyrikken og prosaen.

Cli-fi (kort for climate fiction) er en betegnelse, der stammer fra USA, og er helt enkelt fiktion, der beskæftiger sig med klimaforandringer og kan bruges om både bøger (primært prosa) og film og andre medier.

Charlotte Weitzes roman Den afskyelige (2013) er det mest tydelige eksempel på cli-fi i dansk litteratur. Vi følger her jeg-fortælleren Heidi i en nær fremtid, hvor klimaforandringerne har medført, at alt er blevet varmere. Heidi møder Kenneth, en over to meter høj og meget behåret mand, der har en enorm svedproduktion og er således ekstra påvirket af de stigende temperaturer. Kenneth er meget optaget af at have et så lavt CO2-udslip som muligt - men da Heidi og Kenneth begynder at føre CO2-regnskab, viser det sig at være sværere end som så. Det er ikke kun de stigende temperaturer i Den afskyelige, der truer, for i Heidi og Kenneths verden bliver der samtidig født markant færre børn, og en stor andel af de børn, der bliver født, har alvorlige deformiteter.

Det er en roman, der både har sci-fi- og satireelementer - og afskyelige snemænd er der også. I en dansk cli-fi sammenhæng kan Olga Ravns De ansatte også nævnes. Den bevæger sig dog også uden for genren.

Klimakrisen i genrehybriderne finder vi i fx Havbrevene (2019) af Siri Ranva Hjelm Jacobsen, der består af en brevkorrespondance mellem søstrene Middelhavet og Atlanterhavet. Vandstandene stiger, og de to havsøstre håber at blive forenet en dag i den nære fremtid. De skriver til hinanden om universet, klimaforandringerne, livet på landet og i vandet. I Havbrevene finder vi ikke dystopien som hos fx Ørntoft - nærmere utopien - i hvert fald set fra havenes perspektiv.

Klimakrisen er også tydeligt til stede i Pablo Llambías' Zombierådhus (2019), der er bygget op af 98 vidt forskellige tekster, én for hver kommune i Danmark. Skanderborg-kapitlet starter med en nøgtern gennemgang af det nye rådhus' klimatiltag: "950 kvadratmeter solceller opstillet på grønne tage med eget regnvandsbassin" og slutter af med "Foran rådhuset er der en parkeringsplads med plads til 1000 biler (...) Bilerne udleder yderligere carbonmonoxid (CO), kulilte, som er en drivhusgas (...) Dertil kommer kuldioxid (CO2), som er en drivhusgas, der bidrager til den globale opvarmning og klimaændringerne, samt nitrogenoxider (NOx), der angriber åndedrætsorganer og skaber drivhusgasser og syreregn."

I andre kapitler ser vi dystopiske fremtidsscenarier, der igen låner fra sci-fi og populærkulturen, fx når en kommune planlægger en rejse væk fra jorden for at kolonialisere rummet.

 

Er klimalitteratur politisk?

Noget af den er tydeligt politisk som fx hos Llambías, Eika og Ravn, men det politiske fremstår ikke som en holdningstilkendegivelse, men mere som en litteratur, der tror på, at dét at rejse politiske problemstillinger giver os anderledes måder at reflektere over emnet på.

Hvis ikke al klimalitteratur er politisk, så er det i hvert fald en engageret litteratur. Det er en litteratur, der er optaget af den verden, den er skrevet i.

Klimakrisen bliver i megen litteratur heller ikke angrebet som en isoleret ting, men ses oftere i samspil med andre samfundsproblematikker som fx ulighed, både økonomisk og kønsmæssigt - og flere af værkerne kan også læses kapitalismekritisk.

Man finder ingen nemme løsninger på klimakrisen nogen steder, men nærmere undersøgelser af alvoren. Hvad er forholdet mellem mennesker og natur? Hvad gør det ved os som mennesker at leve i vores samfund? Hvad bringer fremtiden? Hvilket ansvar har det enkelte menneske? Hvilket ansvar påhviler magthaverne? Hvordan er vi kommet så vidt? Hvad er bekostningen af vores levemåde i Danmark? Hvordan er vi forbrugere? Hvordan kommer vi videre på en bære- og væredygtig måde? Er det overhovedet muligt?

Hvorvidt skønlitteratur, der ikke beskæftiger sig med klimakrisen, er værd af beskæftige sig med, kan man jo tænke nærmere over - sikkert er det i hvert fald, at skønlitteratur, der beskæftiger sig med klimakrisen, i høj grad er værd at beskæftige sig med.

 

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.

Materialer