Stor fod træder på naturen

Velkommen til klimakrisens tidsalder!

10.01.20
Hvilken tid lever vi i? Indlandsisen og isen på Antarktis smelter, havene stier og er fyldt med mikroplast, dyrearter uddør hurtigere og hurtigere, den massive rydning af regnskovene fortsætter, Jorden synes at kvæles i CO2.

Af Michael Karlsson Pedersen, ph.d. i litteraturvidenskab

Det er faktisk kommet så vidt, at forskere har foreslået, at den geologiske tid, vi lever i, skal døbes den antropocæne tidsalder – det vil sige den menneskelige tidsalder (’antropos’ er græsk for menneske) – fordi menneskeheden siden den industrielle revolutions afhængighed af fossile brændstoffer nu påvirker Jordens tilstand på så afgørende og omfattende en måde, at den ikke mere kan tænkes uden os.

Der findes med andre ord ikke en klar adskillelse mellem mennesket og naturen mere – begge er sammenviklet på et uoverskueligt planetart niveau.

Denne krisetid har selvfølgelig også sat sig som et vigtigt tema i den samtidige danske såvel som udenlandske litteratur, som dog behandler den på mangfoldig vis.

På den ene side som katastrofe og undergang med oversvømmelser, goldhed og tørke, som eksempelvis i Cormac McCarthys Vejen, Maja Lundes Blå, David Mitchells Knogleurene eller Silja E. K. Hendersons 1,7 Tipping Point.

På den anden side som en ny opfordring til at søge naturens anderledes verden, ofte som bæredygtig modsætning til den moderne civilisations dårlige vaner, fx i Madeleine Hessérus’ Isola, Andrea Hejlskovs Og den store flugt, Camilla Stockmarrs Udflytterne eller Charlotte Weitzes Den afskyelige. Klimakrisen har altså frembragt litteratur, der søger dystopiske sammenbrud såvel som nostalgisk tilbagetrækning, begge tendenser er vigtige markører for den tid, vi lever i, og kan næppe adskilles.

Den ødelæggende udnyttelse af planetens ressourcer og udsigten til en økokatastrofe har lagt sig tungt på forfatternes skuldre, læs bare i Theis Ørntofts Digte 2014 og Solar, men på trods af al vores magt over naturen har enkelte forfattere også forfægtet vores grundlæggende magtesløshed over for den.

Dette ses mest tydeligt i Jeff VanderMeers Udslettelse (første bind i hans Southern Reach trilogi, de andre to bind hedder Autoritet og Accept), hvor det mystiske vilde naturområde ”Område X” viser sig ikke kun at være hinsides menneskelig kontrol og udnyttelse, men også at forandre mennesket til noget andet. Planeten tilhører slet ikke os, den er fremmed og mærkelig, synes VanderMeer at foreslå med et ekko fra både H. D. Thoreau og H. P. Lovecraft.

Et nyere dansk eksempel på denne mere mystiske fremstilling af naturens uforklarlighed og iboende kraft, kan findes i Skovrå af Astrid B. Z. Madsen.

I takt med, at vi bliver bevidste om vores egen planetare almagt og vores forestilling fyldes af voldsomme naturkatastrofescenarier, så vokser samtidig nysgerrigheden over for hvordan vi kan opleve os selv som forbundne med planetens ikkemenneskelige liv. Det er den dobbelthed af overmagt og afmagt ved livet i den antropocæne tidsalder, som klimalitteraturen skarpt indfanger og udforsker.

Litteraturen er med andre ord et godt sted at begynde, hvis man ønsker at forstå, hvordan vores massive påvirkninger af Jordens natur og klima kan forestilles og fortælles – som samfundsomvæltende katastrofer, som ny naturglæde og flugt fra den CO2-drevne civilisation eller måske som begyndelsen på et helt nyt menneske.

Velkommen til den brogede og spændende verden af klimakriselitteratur!

 

Denne artikel er oprindeligt udgivet på Litteratursiden.

Materialer