3 gode bøger til dig der venter på nyt fra Riley

Her er tre forslag til gode bøger, som fint matcher Riley. Det er god underholdning, mens vi venter på, at Riley får skrevet syvende bind i De syv søstre-serien.

Jeg kan godt lide bøger, som trods deres lethed også filosoferer over livets problemer. Hvis der derudover er en eller form for god afslutning, så er jeg rigtig tilfreds.

Anbefalet af bibliotekar Dorte Raae Sørensen

 

Villa Havbrise af Caroline Säfstrand

Sophie arver meget modvilligt slægtens kurhotel på den skånske vestkyst - ingen tvivl, det skal bare sælges, og hun selv vil tilbage til Berlin og den trygge tilværelse. Men der er lige et par småting, der skal ordnes før salget. Det klares ved hjælp af arbejdskraft, der som løn får kost og logi.

Sophie ønsker ikke at involvere sig overhovedet, men alligevel åbner hun langsomt op for de tre frivillige, Isak, Martin og Katja. For den lette bagage, der var et krav i annoncen, er måske tungere end som så for dem alle fire. Døve Ella i nabohuset gør heller ikke sagerne mindre komplicerede.

Kort sagt en rigtig dejlig bog med plads til både humor og alvor, som jeg slugte med stor fornøjelse. Især da slutningen ikke er lige ud af landevejen.

 

Et særligt sted af Marcia Willett

En rigtig Willett-roman med helte, heltinder og skurke - eller i virkeligheden helt almindelige mennesker på godt og ondt. Stedet er det sydvestlige England, nærmere bestemt ved Dartmoor. El, Will og Julia er hovedpersonerne med et farverigt galleri af personer omkring sig.

Hvad gør man, når man tror, man har sin fars fulde fortrolighed og så langsomt må erkende, at der er en ukendt side?

Willett skriver i sædvanlig veloplagt stil, og jeg nød både de smukke naturbeskrivelser og selve historien - så god fornøjelse!

 

Rosalinds løgn af Muna Shehadi

Så kan alle Riley-fans glæde sig. Her er en værdig arvtager, som fint matcher Riley. Shehadi debuterer med denne ganske vidunderlige roman, som holder et højt niveau hele vejen.

Vi møder de tre døtre af den glamourøse filmstjerne, Jillian Croft, og hendes mand, som dedikerede sit liv til at føre Jillian frem i verden.

Hvad gør man, når man pludselig finder ud af, at hele ens liv måske er bygget på en løgn? De tre søstres reaktion er vidt forskellige, og her følger vi Rosalind, som er den mellemste og mest impulsive. Sideløbende er der en dagbog, som er sporet bagud. Det virker meget fint sammen med selve fortællingen.

For at gøre det endnu bedre, er det første del i en trilogi, så jeg glæder mig allerede til bind 2.