ÅRETS BEDSTE: Børnefagbøger

13.11.20
Læs en fagbog om noget du interesserer dig for og bliv klogere på verden omkring dig.

På et år udkommer rigtig mange lette fagbøger til begynderlæsning om alle mulige emner, fra bussemænd til skovbrande – og heldigvis for det.
Det er vigtigt, at man kan vælge noget, der er spændende og sjovt, når man skal øve sig i at blive en god læser.

Der er længere mellem udgivelsen af de store, flotte og grundige fagbøger til børn, som er fantastiske at fordybe sig i.
Her er et udvalg af nye fagbøger for børn, der er godt i gang med at læse, inden for nogle af de emner, der optager mange børn.

Med dette atlas over mystiske steder kan du rejse til alverdens hemmelige rejsemål, hvor du ellers ikke kan komme. Virkelig flot illustreret bog, der vækker nysgerrigheden efter at udforske verden. Læs om Chokoladebjergene, Skipper Skræks landsby eller om drengen hvis skolevej er en svævebane.

Rummet er et uudtømmeligt emne, der fascinerer mange børn. Der er en masse fakta at udforske, om hvordan solsystemet hænger sammen og om alle de rumrejser, der er foretaget. Kristian Gintberg, der er kendt fra flere DR børneprogrammer, står bag denne nye bog, der både kan bruges til højtlæsning og selvlæsning.

Den flotteste bog om dinosaurer. Kan læses fra begyndelsen for et overblik over livets udvikling, eller bruges som opslagsværk eller bladrebog. De smukke og meget præcise illustrationer viser troværdigt, hvordan dinosaurerne kan have levet og udviklet sig.

Alle taler om klimaet og vi prøver at gøre noget ved det. Der er kommet flere bøger om klima, miljø og bæredygtighed for børn gennem de seneste par år. Den store klimabog udmærker sig ved at anskue problemet fra flere vinkler og ikke mindst er den også optimistisk med fokus på, hvad man selv kan gøre.

Denne bog præsenterer en samling dyr, som vi ikke ønsker at komme tæt på, fordi de ser frygtindgydende ud eller er farlige for mennesker. Bogen samler en mængde viden, som du kan undres og gyse over. Bogen har en pointe i, at de grimme, ækle og farlige dyr er lige så vigtige for naturen og verden, som de søde, nuttede og harmløse dyr.

Tag med på det dybe vand og bliv klogere på verdens største dyr, der lever her. Bogen er fuld af fakta og også historier om blåhvalen – fx om dengang man endnu jagede det store dyr og næsten fik den udryddet, før det blev forbudt at fange blåhvalen. Bogen er illustreret med virkelig smukke akvareller.

En helt særlig bog om fodboldens helte. Det er en meget flot bog med gode illustrationer og nærværende historier fra en sport, der er fyldt med gode fortællinger og myter om de atleter, som så mange mennesker verden over ser op til. For alle fodboldfans.

Denne bagebog har en helt ny vinkel på kager. Du kan bage hele alfabetet eller overraske en ven med en bogstavkage med samme bogstav din vens navn. Smuk og fin bagebog med både lette og mere komplicerede opskrifter - for større børn.

Stærke og bevægende portrætter af børn og unge, som har gjort en forskel. Læs fx om Greta Thunberg og hendes klimakamp og om Nadia Nadim, der kom til Danmark som flygtning og nu spiller på fodboldlandsholdet. De unges historier gør dem til forbilleder i en tid, hvor fremtiden kan forekomme usikker.

Rocksangeren og biologen Johan Olsen har fundet sin niche ved at skrive børnebøger om finurlige, faglige emner. Han skriver i et frisk sprog og bøgerne er sjovt illustreret, så de bemærkes i høj grad blandt målgruppen. Denne gang skriver han en biografi om Ørsted og den betydning hans opdagelser om elektromagnetismen har for os den dag i dag.

Materialer