ÅRETS BEDSTE: Børneromaner

06.11.20
Spændende og vedkommende bøger øger læselyst.

Her er et udvalg af de gode børneromaner, der er udkommet i 2020.
Det er en skønsom blanding af store fortællinger, der også er gode at læse højt sammen i familien med større børn.
Spændende fantasy-dramaer, hvor man kan drømme sig til eventyrlige universer og identificere sig med heltene.
De sjove bøger, der kan sætte hverdagen i perspektiv er også fint repræsenteret.
Sidst men ikke mindst er flere af titlerne skævt og sjovt eller betagende smukt illustreret – en trend, der tiltaler mange børn.

Denne fantastiske fortælling er skrevet med inspiration fra den klassiske historie om Huckleberry Finn. De fire børn kunne have været Hucks venner og har samme gåpåmod, når de begiver sig ud på en lang farefuld rejse for at kræve deres ret. Undervejs møder de venner og fjender og må tage alle kneb i brug for at klare den.

6. bind i Mette Finderups actionfyldte fantasyserie om de 4 børn med hver deres særlige evner, der denne gang skal stoppe en korrupt købmand og redde hans troldbundne niece. Fordelen ved seriebøger er, at læseren kender universet og personerne. Derfor kan forfatteren koncentrere sig om plottet og udviklingen i historien.

Lisa flytter til den smukke ø Jorvik sammen med sin far og finder efterhånden ud af, at øen er omspundet af myter, som hun selv er en del af. Hun finder et fællesskab med veninder omkring heste i Star Stable stalden og sammen hvirvles pigerne ind i hæsblæsende eventyr. Serien knytter sig til computerspillet Star Stable og vil fange hesteinteresserede og fantasylæsere.

Klassikeren, der fylder 20 år i år, er kommet i en ny flot illustreret udgave. Lene Kaaberbøls dramatiske fortælling om Dina, der har evnen til at se ind i andre mennesker og få dem til at skamme sig, når de har gjort uret, kan betage en ny generation af fantasylæsere.

Forfatteren Jacob Wegelius har sin helt egen intense og sørgmodige tone, når han skriver sin fabelagtige eventyrfortælling om gorillaen Sally Jones, der forsøges undertrykt og narret, men som ikke er så nem at snyde, når det kommer til stykket. Romanen er en skøn blanding af krimi, skrøne og eventyr – også perfekt til højtlæsning i familien.

Hovedpersonerne er den klassiske børnegruppe, der på trods af svære livsvilkår har fundet et sammenhold de føler sig hjemme i. Omdrejningspunktet for begivenhederne, som børnene oplever, er trylleri, magi og artisteri. Her er børnene eksperter indenfor hver sit felt – helt anderledes og forfriskende.

Endnu en spændende historie om Kevin og Kaya, der træner til at blive shamaner efter at have arvet onkel Kajs samling af okkulte ting. Kasper Hoff forstår at skrue et nervepirrende plot sammen samtidig med at læseren kan spejle sig i Kevins og Kayas papsøskendeforhold i den nyligt sammenbragte familie

En kostskole på et slot er blevet en god scene for mysterier. Også for Justice Jones, der er kostskoleelev om dagen og mesterdetektiv om natten – og hun er god til at falde over mystiske sager, hun kan opklare. Bogen foregår i 1930’erne, så læseren får også fornemmelsen af ”gamle dage”, mens handlingen udspiller sig under en snestorm blandt mistænkelige lærere og folk, der forsvinder.

Hurra – Antboy er tilbage! Egentlig går Pelle og nyder livet og at være kæreste med Ida, efter at han har klaret den sidste superskurk. Men et anonymt brev og et indbrud i byen får ham til at springe ud som superhelt igen. Kenneth Bøgh er som altid en sprudlende fortæller i Antboys nørdede univers.

De skønne tegneseriestriber om Mira og hendes delefamilier rammer lige spot on hverdagslivet for mange teens og tweens i 2020.
Mira har små uoverensstemmelser med vennerne, synes mor er meget pinlig og har store drømme om fremtiden.
Sabine Lemire og Rasmus Bregnhoi er et stærkt makkerpar på serien.

Materialer