De skal så grueligt meget igennem

13.12.19
... men selvfølgelig ender det godt. Her er skøn underholdning til dig, der elsker hyggelige og romantiske romaner.

 

Jenny Colgan: Jul i det lille bageri på strandpromenaden

Her er et festlig gensyn med Polly, Huckle, Kerensa, Reuben og alle de andre fra Mount Polbearne og ikke at forglemme søpapegøjen Neil. Han har en stor rolle i denne tredje og sidste del af Det lille bageri-bøgerne, hvor der er gjort klar til jul i den grad. Men pludselig vælter problemerne ned over Polly, så ikke en gang det ellers gode gamle trick med at bage sig ud af problemerne hjælper. Men selvfølgelig bliver det jul, og problemerne løses i vanlig Colgan-stil. En meget flot afslutning på de tre bøger, og den får en varm anbefaling fra mig.

 

Sommerens hemmeligheder

Står du i kø til Solsøsteren af Lucinda Riley, kan denne fint bruges til at forkorte ventetiden. Vi følger to spor: Madeleine i 1939 i skyggen af den truende krig og Chloe i 2009. Det er en mere alvorlig side af Scott, der ses denne gang. Kærlighed er jo ikke nødvendigvis fin og romantisk, den kan også være omklamrende og hindre personlig udvikling. Scott følger heldigvis Madeleine og Chloe helt til dørs i denne medrivende fortælling, så man både får oplevelsen af folks reaktion på starten af 2. Verdenskrig og behændigt får flettet nutiden ind. Er man vild med Riley og Kate Morton, vil man føle sig rigtig godt underholdt med denne roman.

Materialer