Dorte anbefaler Nora Webster og Piet Hein

Af Anonym (ikke efterprøvet)
26.04.16
Følg en irsk kvinde i 1960'erne eller læs om en verdensdansker.

 

Nora Webster af Tóibin Colm

Kan man blive fanget af en bog, hvor der egentlig ikke er en afslutning, og alligevel føler man sig ikke snydt, når man lukker bogen? Til det kan jeg kun sige ja. Nora Webster er både en kvindes udvikling efter at have mistet sin mand meget uventet og en fortælling om Irland i 1960´erne. Her danner både sociale omvæltninger og voldsomme sammenstød mellem katolikker og protestanter baggrund for Noras udvikling frem mod at stå på egne ben. Gennem Noras hverdag får man indblik i de begrænsninger, der er for en enlig kvinde, og mulighederne for opbrud. Det er et fint portræt, som man fanges ind af fra start til slut.

 

Piet Hein - verdensdanskeren

Jeg er bidt af Piet Hein og hans gruk. Derfor har jeg med stor fornøjelse læst denne bog. Det er en stor mundfuld, både fordi teksten er meget lille mange steder, men også fordi Piet Hein har lavet så mange ting. Men det er en utrolig vandring gennem et stykke Danmarkshistorie, hvortil Piet Hein var en stor bidragyder. Hans privatliv bliver omtalt, for eksempel var hans sønner kun samlet en gang i deres liv med deres berømte far. Det er en sober skildring, hvor den aldrig bliver nærgående eller tager stilling. Redaktør Olaf Harsløf opfylder sin målsætning om at fremlægge fakta og så vidt muligt verificere det grundigt.

 

Materialer