Stilsikker film om op- og nedture

Vinterbrødre er en fantastisk film til dig, der holder af ny dansk filmkunst og hverdagsrealisme.

Hlynur Pálmason (f. 1984) er født i Island og er uddannet fra Den Danske Filmskole. Han debutterede i 2017 med filmen Vinterbrødre, der ellers er så mageløst og stilsikkert frembragt, at man kun kan blive overrasket over, at det skulle være hans første spillefilm!

Se Vinterbrødre på Filmstriben

Det der sker i filmen er meget enkelt, på sin vis. Vi følger to brødre, Emil og Johan, der arbejder i kalkminerne, og lever et hårdt og rutinepræget liv med deres barske arbejde. Feng Shui eller sågar bare 'hygge' er ikke ligefrem noget, hjemmet er indrettet efter, hobbyer og kvalitetstid findes ikke rigtig, og Emils hjemmebrændte spiritus er nærmest nødvendig for at holde stand mod kulden. Han stjæler også kemikalier fra arbejdspladsen til at lave den spiritus, hvad der kun gør ondt værre, og det er noget, hverken han eller kollegaerne, han byder den til, slipper helskinnet fra.

Men den måde filmen fortæller den ellers simple historie på: Dét er det fængslende ved Vinterbrødre. Det bragende lydbillede og det meget sparsomme lys, når vi følger dem rundt i minerne, og det hvide stenstøv, der er svært at adskille fra den bidende sne. Og så er der ellers kun lutter dygtige skuespillere med, der leverer virkeligshedstro præsentationer, navnlig Elliott Crosset Hove som Emil, så man igen kun kan tænke: Er det Pálmasons første spillefilm? Hvad kan det dog ikke blive til!

Af Anonym (ikke efterprøvet)
12.06.18