I Iran har det at klippe sit hår af været et symbol på sorg for kvinder i flere århundreder. Det kan man finde talrige eksempler på i litteraturen. Foto: Hjørring Bibliotekerne

Irans kvinder

17.10.22
Uroligheder, demonstrationer og sammenstød mellem befolkningen og præstestyret er ikke et nyt fænomen i Iran, selvom det sjældent har været så langvarigt og udbredt som nu.

Hvis du er nysgerrig på landets historie eller gerne vil vide mere om, hvordan det har været at leve som kvinde i Iran både før og efter den islamiske revolution i 1979, får du her en række bøger, både skønlitterære og faglitterære, samt film og links, der giver baggrundsviden om de aktuelle protester i Iran og Danmark.

Mahsa Amini og de iranske demonstrationer i efteråret 2022

Fredag d. 15. september døde den 22-årige iransk-kurdiske kvinde Mahsa Amini af et hjerteanfald. Tre dage tidligere var hun blevet anholdt i Teheran af det iranske moralpoliti, fordi hendes hovedtørklæde ikke dækkede hendes hår tilstrækkeligt.

De iranske myndigheder hævdede, at Mahsa Amini døde på grund af allerede eksisterende hjerteproblemer, men det er blevet afvist af både hendes familie, og af øjenvidner, der har fortalt, at moralpolitiet gav kvinden en så hårdhændet behandling, at hun gik i koma.

Myndighedernes forklaring gjorde ikke meget for at afhjælpe situationen, og der udbrød på få dage demonstrationer i omkring 80 iranske byer.

I ugerne siden har demonstrationerne spredt sig yderligere, både til andre byer og flere befolkningsgrupper i Iran, og demonstranterne protesterer ikke kun imod moralpolitiet, men imod hele regimet.

Hvad er moralpolitiet?

Det iranske moralpoliti er den del af politiet, der har til opgave at patruljere gaderne og sikre sig, at borgerne overholder islamiske normer for sømmelig påklædning og opførsel.

Det er særligt kvinders påklædning, som moralpolitiet kontrollerer. Brud mod tørklædereglerne kan udløse både irettesættelser, bøder og påbud om genopdragelseskurser. 

Hvorfor har Irans ambassade i København modtaget 100 hårtotter med posten?

Protesterne imod det iranske regime har spredt sig langt ud over landets grænser, både som demonstrationer i store byer rundt i verden og på sociale medier.

Et symbol, der kendetegner bevægelsen, er kvinder, der klipper deres hår af.

I Iran har det at klippe sit hår af været et symbol på sorg for kvinder i flere århundreder. Det kan man finde talrige eksempler på i litteraturen.

Selv i den berømte digter Ferdowsis 1000 år gamle hovedværk ”Shahnameh” (Kongebogen), er der kvinder, der klipper deres hår i sorg og protest mod uretfærdighed.

I dag er handlingen både et symbol på sorg og på den vrede, mange iranere føler mod regimet.

Når der dukker talrige billeder og videoer op af kvinder, der klipper deres hår, sender det et stærkt signal til regimets ledere.

For at støtte Irans demonstranter tog Jino Doabi initiativ til, at danske kvinder og mænd skulle klippe totter af deres hår, som blev samlet og afleveret i postkassen ved den iranske ambassade i København d. 11. oktober.

Oprindeligt skrevet af Maria Nørlund Marzban, Hjørring Bibliotekerne.

Materialer