Køn og ligestilling i litteratur anno 2022

08.03.22
I anledning af Den Internationale Kvindedag 8. marts har vi samlet et udvalg af aktuelle, tankevækkende bøger om køn og ligestilling.

Køn og ligestilling er et emne, der for alvor er kommet på dagsordenen i de seneste år med masser af spændende og tankevækkende bogudgivelser til følge.

Ligestilling har mange perspektiver, og en af de vinkler, der i høj grad ses i aktuelle bøger, handler om kvinder, der har skabt vigtige historiske bedrifter.

Et af de stærkeste eksempler er Gry Jexens gigantsucces Kvinde kend din historie, der fortæller om 50 betydningsfulde kvinder fra danmarkshistorien, hvoraf adskillige er besynderligt oversete.

Bogen er blevet trykt i det ene oplag efter det andet og byder på korte portrætter af en lang række meget forskellige og handlekraftige kvinder - fx Dronning Sophie af Mecklenburg, der var mor til Christian 4., og hvis drevne forretningssans og økonomiske succes havde afgørende betydning for sønnens berømte byggerier, Rundetårn og Børsen.

To store, oversete forskere

I skønlitteraturen bliver kvinders historiske bedrifter også udfoldet og beskrevet.

Eva Tinds Kvinden der samlede verden er en fortælling om videnskabskvinden Marie Hammer (1907-2002), hvis forskning i mider bekræftede teorien om, at jordens verdensdele har været ét sammenhængende kontinent.

Lotte Kaa Andersens roman Den inderste kerne er beretningen om Inge Lehmann (1888-1993), en anden dansk forsker, der kaldes Danmarks ukendte pionér i geofysik, og som korrekt påpegede, at der inde i jordens flydende indre måtte være en kerne, der er fast. Inge Lehmann opnåede stor anerkendelse i USA, men var en overset skikkelse herhjemme.

Foredrag om Kvinden der samlede verden

Den 6. april kan du opleve forfatter Eva Tind fortælle om sin roman og Marie Hammer på Borup Bibliotek.

Læs mere og køb billet

Usynlige kvinder i dag

Det er dog ikke kun i historien, at kvinder er mindre synlige end mænd.

Fagbogen Usynlige kvinder: skævvredne data i en verden designet til mænd af Caroline Criado Perez viser, at der selv i nutiden stadig mangler ligestilling på områder, der sjældent bemærkes.

Fx at biler sikkerhedsmæssigt er designet ud fra en maskulin krop, og at kvinder dermed oftere kommer mere til skade i bilulykker. Eller at offentlig snerydning generelt tilgodeser mænds bevægelsesmønstre mere end kvinders.

'Nu taler jeg' og andre essays

Et andet spor i tidens litteratur om køn og kvinders erfaringer er det personlige essay.

Rikke Viemose, der er tidligere indehaver af boghandlen Thiemers Magasin i København, udgav for nylig Nu taler jeg: brev til min datter, hvor hun skriver om den sexisme og de begrænsende roller, hun som kvinde er blevet mødt af livet igennem.

Noget tilsvarende gør den irske forfatter og universitetslektor Emilie Pine i Noter til mig selv, der blev et undergrundshit i Irland og derfra fik bred læsersucces. Pine skriver i en række essays om sine egne oplevelser og erfaringer som moderne kvinde, bl.a. om hvordan kvinder stadig pålægges eller pålægger sig selv tavshed.

Vi har samlet en række inspirerende, aktuelle og anbefalelsesværdige bøger om køn og ligestilling herunder.

Du kan også finde bøger til børn i artiklen her

Materialer