Røde Orm 1+2 af Frans G. Bengtsson

Bølgen sprøjter blåt og blodet rødt i Frans G. Bengtssons underholdende vikingeklassiker om Røde Orm.

Røde Orm er en rigtig actionfyldt røverhistorie om vikingehøvdingen Røde Orm, der som ung bliver taget til fange af en gruppe vikinger på vej på togt, men ender som et medlem af besætningen.

Togtet fører Orm vidt omkring. Han både vinder og taber rigdomme og oplever mange eventyr. Han ror som slave for kaliffen i Cordova, bliver livvagt for Almansur ’den sejrrige’, møder den store danske konge Harald og forelsker sig i hans datter Ylva, deltager i et sejrrigt togt til England, lader sig kristne og bliver en stor og anerkendt høvding hjemme.

Det er en historie fyldt med dramatik, politiske magtkampe, blodige slag, villige kvinder og togter fyldt med eventyr, guld og ære. Her sprøjter både bølgen blå og blodet rødt, og som læser føler man sig underholdt hele vejen.

 

En rigtig vikinge-klassiker

'Røde Orm' er skrevet i 1941-1945 og udspiller sig på Harald Blåtand og Svend Tveskægs tid. Bengtsson lader således virkelige historiske personer og begivenheder stå som baggrund for Orms oplevelser, hvilket bestemt ikke gør læseoplevelsen mindre.

Trods sine knap 80 år på bagen er romanen både spændende og medrivende. Sproget er nøgternt og ind i mellem meget beskrivende, men med en dyb humoristisk understrøm, der sine steder også levner plads til eftertanke. Det lidt gammeldags sprog giver en helt særlig tone til romanen, og det er absolut ikke uden grund, at Bengtssons roman betegnes som en klassiker.

Det er et underholdende vikinge-epos, som vi absolut kan anbefale til både drengerøve og vikingefans. Skulle du få smag for mere, bør du heller ikke snyde dig selv for Martin Jensens spændende 'Ravneflugt'.

På eReolen kan du både finde 'Røde Orm' som både e-bog og lydbog.

Af Anonym (ikke efterprøvet)
01.02.18
Tags