Adrian er fraskilt, tandlæge, far til to voksne børn. Han har et løst forhold til en nabo og til en af de nærmeste venners kone. Han har en frimærkesamling, og han spiller tennis for motionens skyld. Romanen starter med, at han bliver vækket af sin søn, som kommer for at fortælle, at han står af ræset og tager til Indien. Historien slutter 4-5 dage efter med, at han selv er stået af, og er på vej til New York. Indimellem er Adrians historie fortalt med flashbacks til tiden omkring skilsmissen. En i og for sig banal historie om en ensom mand. En historie, som er fortalt mange gange før, og sandsynligvis også selvoplevet af mange. Men det er det, der gør romanen god. Søren Würtz skriver godt, og hans undertiden meget skarpe pen pirker til den selvmedlidenhed personer af Adrians slags kan have. Men romanen er også morsom, for Adrian er ikke helt normal og der er lagt en del humor og ironi ind i fortællingen. Bl.a. spiller hans talende papegøje en betydelig rolle. Forfatteren debuterede meget rost i 1998 med Løbetid, og denne roman er en fin efterfølger