Lektørudtalelse

Forfatter: Ulla Møller

Anvendelse/målgruppe/niveau

For vordende storebrødre og -søstre i alderen 2-4 år

Beskrivelse

Den hollandske illustrator og forfatter er især kendt for sine charmerende billedbøger for de yngste om kaninen Mille og musen Mulle. Denne nye bog handler om Lasse, der skal være storebror. Tekst og illustrationer er bygget op omkring mange gentagelser, hvor Lasse ser på sine egne store ting og alle babyens små, nye ting. De passer lige til hans tøjkanin Tulle. Da lillesøster kommer til verden og tager vugge, badekar og ikke mindst mors skød i besiddelse, bliver Lasse jaloux, men da hun ler til ham, overgiver han sig og bliver en stolt storebror. Illustrationerne er udført i den runde, venlige tegnestil, der karakteriser mange billedbøger af hollandsk/belgisk oprindelse. Pauline Oud benytter en douce farveskala, og brede penselstrøg veksler med fine mønstre. De mange gentagelser vil især tiltale de yngste i målgruppen

Sammenligning

Der kommer hele tiden nye billedbøger om familieforøgelse. Mange handler om, hvordan de nybagte søskende lider alle jalousiens kvaler. Flere, som fx Benny og hans lillebror, 2009 og Lille storebror, 2006, fortæller lige som denne, hvordan samhørigheden kommer af sig selv, når der opstår et samspil med det nye familiemedlem

Samlet konklusion

En sød, lidt traditionel billedbog, der fortæller hvordan, det kan være at få et nyt medlem i familien. Især de yngste i målgruppen vil sætte pris på de mange gentagelser i historien