Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

Ude i skoven bor det lille væsen Fims. Mød ham og hans sjove små venner og hjælp dem med at slukke en mærkelig brand og redde træet med den knækkede næse. To sjove billedbøger for børn mellem 2 og 4 år

Beskrivelse

Fims er en lille skovtrold eller vampyralf, som bor ude i en skov. I "Fims og den mystiske røg" bliver Fims vækket af fuglen Ravner, som hoster. Skoven er fuld af en mærkelig røg. Da Fims og hans ven Miffe går efter lugten, opdager de, at det er henne hos Nisse, det brænder. Han har været ved at bage chokoladeboller, men faldt i søvn imens. Heldigvis kan de hjælpe hinanden med en ny portion. I "Fims finder en kæp" leger Fims med en sjov kæp, indtil han hører noget, der græder. Det er et træ, som har knækket sin næse, fordi en spøgefugl kom til at grine så meget, at den røg af. Den kæp Fims går rundt med, viser sig at være næsen, og Fims finder på en ny og sjov løsning med den. Thomas Hjorthaab er illustrator og har bl.a. illustreret Mikkels monsterjuice og Historierne om Hanne Hundige

Vurdering

Det er to lækre og dejlige billedbøger med enkle og varme historier fulde af charme og humor. Illustrationerne er på helt hvid baggrund, så de stærke farver træder klart frem, og de meget grafiske billeder er fulde af bevægelse, energi og personlighed. Det er bøger, som bliver et hit hos læserne

Andre bøger om samme emne

Der er lidt af Strids Mimbo Jimbo-stemning over de små venner i denne skov