Lektørudtalelse

Forfatter: Jacob Holm Krogsøe

Kort om bogen

I 98 kapitler tages vi med på en rejse rundt til 98 forskellige rådhuse i Danmark. Men det er ikke en helt almindelig rejse. Til læsere af eksperimenterende litteratur med elementer fra de fantastiske genrer, primært science fiction, tilsat det absurde. Til voksne læsere - og bestemt ikke en zombieroman, som forsiden og titlen ellers kunne antyde

Beskrivelse

Romanen, eller beretningen/fortællingen, er en samling af 98 tekster, hvor 98 danske rådhuse har hver sit kapitel. Rådhusene, og de gennemgående personer som "Vektorregning", "John-den-lille-hund" og "Googlemanden", danner rammen for noget der minder om et apokalyptisk (og flere steder postapokalyptisk) drama. Nøgterne beskrivelser af arkitektur blandes med realistiske skildringer af mennesker og samfundet, science fiction og absurde optrin. Til sidst i bogen findes 98 sort/hvide Google Maps billeder af de 98 rådhuse. Bogen er en selvstændig fortsættelse til forfatterens Rådhus

Vurdering

En meget speciel, ambitiøs og utroligt vellykket udgivelse. Ud fra de mange brudstykker lykkes det for forfatteren at skabe så tilpas meget kontur, at læseren selv er med til at skabe rejsen gennem et Danmark på apokalypsens rand

Andre bøger om samme emne

Bogen er på mange måder sin egen, men lignende tanker om fremtidens Danmark kan ses i den glimrende novellesamling Mount København