Lektørudtalelse

Forfatter: Elisabeth Bennetsen

Kort om bogen

De tre første bind i serien om den forældreløse Anne og hendes liv på "Grønnebakken" i en lille canadisk by. En både rørende og hyggelig historie fra tiden før 1. verdenskrig til piger fra 12 år, som elsker at læse om gamle dage

Beskrivelse

Vi følger Anne, fra hun som 10-årig ved et tilfælde havner hos det ældre søskendepar Marilla og Matthew, til hun er færdig på universitetet som 20-årig. I mellemtiden har hun lavet en masse spilopper, fået en god uddannelse og vundet manges hjerter ved sin åbne og kærlige væremåde. Men vigtigst af alt - efter en masse forviklinger - er hun endelig blevet klar over, hvem hendes eget hjerte i virkeligheden tilhører

Vurdering

Tiden er måske ved at løbe fra denne bog. Et lidt gammeldags og svært sprog, mange detaljer og sidehistorier og en handling, som mere drives frem af episoder end action. Men den er også et tidsbillede, og næste år kan man på Netflix følge en ny filmatisering af serien. De nye fotoforsider er lækre

Andre bøger om samme emne

Bogen udkom først på dansk med titlen "Anna fra Grønnebrink". Denne udgave er 3 udg. af serien "Anne fra Grønnebakken". Der er ændret lidt på stavemåder, tekststørrelsen er sat op, og forsiderne er nye. 1. del findes også som letlæsning Anne fra Grønnebakken. I genre med Det lille hus i den store skov og Kulla-Gulla på Blomstergården (Ved Birgitte Brix)