Lektørudtalelse

Forfatter: Karina Høyer

Kort om bogen

Et fascinerende mysterium og familiedrama om et hittebarn, familien der tager hende ind og barnepigen, der kender alle deres hemmeligheder. For læsere af dramatiske slægtshistorier

Beskrivelse

I 1970 flytter familien Harrington fra deres hjem i London til Foxcote Manor, der ligger midt i store skove. Med sig har familien barnepigen Rita, der er fruens fortrolige og børnenes beskytter og bedste ven. Men ikke alt er idyl i de store skove, og en dag finder de en lille pige, der er efterladt i skoven. Familien tager hende til sig i hemmelighed, men da et lig en dag dukker op i skoven, bliver hemmeligheden næsten umulig at holde. 40 år senere er Sylvia netop blevet separeret fra sin mand, og da deres teenagedatter Annie pludselig befinder sig i en situation, hvor hun har brug for hjælp ender de to på Foxcote Manor, hvor sandheden måske vil vise sig

Vurdering

En både spændende og dramatisk fortælling om hemmeligheder og løgne. En ret traditionel mysterie-roman med et godt stærkt plot og et både interessant og behageligt persongalleri. Romanen springer elegant i både tid og fortællestemme og det fungerer upåklageligt i udredningen af det store mysterie, vi er vidne til

Andre bøger om samme emne

Eve Chase er kendt for Da Audrey Wilde forsvandt som denne roman også minder om. Chase kan i stil og stemning minde om Kate Morton, fx Den glemte have