Anbefaling: 'Jeg som aldrig har kendt mænd'
Fra TikTok-fænomen til dansk bestseller: Jacqueline Harpmans roman er smuk, brutal og helt umulig at slippe.
Af Flora Juul Ørskov
Jeg SLUGTE bogen 'Jeg som aldrig har kendt mænd' af Jacqueline Harpman – en bog, der oprindeligt udkom på fransk i 1995, men som først for alvor blev en succes, da den gik viralt på TikTok sidste år.
Bogen udkom på dansk i slutningen af november hos Gads Forlag, der udgav den måneder før tid, fordi efterspørgslen har været så stor.
39 indespærrede kvinder
I bogen sidder 39 kvinder indespærret i et bur, hvor de er overvåget af vagter hele døgnet.
De kan svagt huske livet udenfor buret, men ikke hvordan de blev fanget - eller hvorfor de er blevet det. Som tiden er gået, har de opgivet at komme fri.
Men så lyder der en sirene, der vender op og ned på alt…
Hvinede af forskrækkelse i toget
Jeg var så tryllebundet af fortællingen, at jeg hvinede af forskrækkelse, da togkontrolløren afbrød min læsning for at tjekke rejsekort - og jeg kunne ikke finde ud af gå i seng, før det sidste punktum var nået.
En meget original bog, som både er smuk, trist, underholdende og tankevækkende. Uden tvivl bliver det en af mine største læseoplevelser i 2026.