Hent en gratis affalds-snapper og hjælp med at samle affald
Hent en snapper i UGE 17, og giv skodder, snusposer og andet skrald kamp til stregen.
Af Redaktionen
Kom forbi biblioteket i Borup, Herfølge eller Køge i den bemandede åbningstid, og hent en affalds-snapper.
Man kan hente 1-2 snappere per person/familie/hold. Du kan beholde din snapper til flere affaldsindsamlinger.
Hvis man ikke ønsker at bruge sin snapper mere end én gang, må man meget gerne aflevere snapperen tilbage på et af de tre biblioteker, så andre kan gøre brug af den.
Hold Køge ren
Det er Køge Kommunes afdeling for Vej, Park og Byrum, der står bag uddelingen - som en del af en større indsats med at holde Køge ren. Husk sikkerhedsvest, hvis du går langs en trafikeret vej.
Har du samlet meget affald, kan du melde det ind via Køge Kommunes app Tip Køge. Så henter Vej, Park og Byrum det.
Del gerne dine oplevelser på instagram eller Facebook via #RenKoege eller #KoegeKommune.
Gør verdensmål til hverdagsmål
Uddelingen af snappere er en del af UGE 17; en landsdækkende temauge for FN’s 17 verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi markerer ugen med aktiviteter for børn og voksne under overskriften Bæredygtig hverdag.