Skønlitteratur

Ungdomsbogen, der skabte storm

Da Bent Hallers ungdomsroman 'Katamaranen' udkom i 1976, vakte den både hæder og forargelse.

Af Karin Husted Larsen

Bent Hallers ungdomsroman Katamaranen  blev i 1976 hædret som årets bedste samfundskritiske bog for unge, men hæderen blev snart overskygget af en voldsom offentlig debat.

Kritikerne beskrev romanen som både uetisk, voldsforherligende og vulgær. 

Mest markant var filosoffen K.E. Løgstrup, der anklagede bogen for at forsøge at ”hverve børnesoldater” til en revolutionær og voldelig overtagelse af staten.
 

Censureret i Thisted

Da Bent Haller i 1977 fulgte op med romanen Sabotage, tog kontroversen til. 

Kommunalpolitikerne i Thisted besluttede, at begge bøger skulle fjernes fra bibliotekets hylder. 


Protest fra bibliotekerne

Det udløste en principiel kamp: Bibliotekarernes fagforening mente, at indgrebet var et brud på biblioteksloven, mens kommunalbestyrelsen fastholdt deres beslutning.

Sagen endte i Vestre Landsret, som i 1979 gav kommunalbestyrelsen medhold. 

Dermed blev Katamaranen og Sabotage centrum i en af de mest markante debatter om censur, ytringsfrihed og bibliotekernes rolle i Danmark.

Ikke mange biblioteker har stadig Katamaranen på hylden, men den kan læses og lyttes på Ereolen.

Forsidebillede fra forlaget Gyldendal