Digitalt

Danmark Skifter – en national kampagne for skærmvaner

Var det noget med et digitalt nytårsforsæt? Så er der tips at hente i kampagnen Danmark Skifter

Af Esben Møller Hansen

68 % af danskerne ønsker at skære ned på deres skærmforbrug*.  Hvis du er en af dem, så kan du nu tilmelde dig kampagnen Danmark Skifter.

Når du tilmelder dig kampagnen får du ugentlige nyhedsbreve med praktiske guides til at skifte fokus, vaner eller platform. 

Det kan være, at du vil være mindre på din smartphone og sociale medier eller få tips til at ændre digitale vaner. 

Det kan også være, at du vil skifte til platforme og tjenester, der ikke sælger din data videre, overvåger dine handlinger eller fastholder dig med afhængighedsskabende algoritmer.   

Du kan også lave dine egne digitale nytårsforsæt og inspirere andre!  Her er et par simple, gode eksempler fra kampagnen: 

 

”Jeg holder skærmfri aftensmad med familien”

”I min vennegruppe aftaler vi at slukke for notifikationer, når vi mødes"

”Jeg taler med min familie og venner om vores digitale vaner, og hvordan vi gerne vil være sammen med hinanden og med og uden skærme”

”Jeg prøver et nyt socialt medie, der ikke bruger streaks, likes og andre tricks, der holder mig fast"

 

Kampagnen blev, med forrygende nytårsforsættiming, lanceret den 1. Januar og skiftedagen er sat til den 20. marts.  

*tallet er fra undersøgelse foretaget af Norlys, skærmindeks 2025. 

Foto: Unsplash / Getty Images