Lektørudtalelse

Forfatter: Helle Laursen

Kort om bogen

Drengen Karl har travlt op til jul. Han skal både "lufte" sin højgravide nabo Ullabadulla og øve sig til krybbespillet, hvor han har rollen som bagenden af et æsel, og det er slet ikke så nemt som det lyder. For 5-8 år

Beskrivelse

Det er jul om ikke ret længe, og drengen Karl har meget at se til. Han tager hver dag sin nabo Ullabadulla ud på en gåtur. Hun er højgravid og måske kan det sætte gang i fødslen, hvis hun kommer lidt ud, siger Karls mor. Så de går gennem Kongens Have og over Dronning Louises bro, mens Karl spekulerer på om det ikke snart bliver snevejr, og på hvordan det skal gå, når han skal være med i Krybbespillet. Han skal spille bagenden af et æsel, og det er nok lidt sværere end det lyder, når man er Karl

Vurdering

Det er en rigtig sød og lidt crazy julehistorie, som Bjarne Reuter har skrevet. Den er gennemillustreret med Lilian Brøggers farverige og finurlige tegninger. Mens man læser denne fine julehistorie kommer man til at tænke på andre raske drenge som Vitello og Villads fra Valby, men sproget er Reuters og fyldt med humor. Et rigtig juleeventyr der passer lige til hyggelig decemberoplæsning

Andre bøger om samme emne

Der er ikke noget så hyggeligt som en god julefortælling. Er man til flere af dem, kan man også læse Villads fra Valby holder jul, hvor Villads også har travlt op til jul