Litteratur

Noget, der ligner His & hers

Netflix-serien His & Hers er en filmatisering af Alice Feeneys psykologiske thriller "Hans og hendes".

Af biblioteket

En mørk bygning med en åben terrassedør.

Miniserien His & Hers har delt vandene blandt seerne. Hvor serien for nogle kan opleves som fragmenteret og svær at holde styr på, er romanen "Hans og hendes" en mere stram og helstøbt thriller, der for alvor viser Alice Feeneys styrke som forfatter inden for psykologisk spænding.

Historien begynder med et mord i en lille, søvnig landsby, hvor en ung kvinde findes dræbt. Sagen samler to mennesker, der helst ville have undgået hinanden: journalisten Anna Andrews og politimanden Jack Harper. Begge har de en personlig forbindelse til både hinanden, byen og offeret - og begge har noget at skjule.

I romanen foregår handlingen i den fiktive engelske by Blackdown, mens serien har flyttet historien til Georgia i USA. Men fortællingens kerne er den samme: to perspektiver på den samme sag - og en sandhed, der langsomt smuldrer.

 

En thriller, der leger med din tillid

"Hans og hendes" er bygget op af korte kapitler og skiftende synsvinkler, som langsomt afslører sprækkerne i fortællingen. Som læser tvinges man hele tiden til at revurdere sine antagelser, mens magt, hemmeligheder og relationer folder sig ud under overfladen. Bogen er mindre optaget af blodige detaljer og mere af psykologisk spænding - et gennemgående træk i Alice Feeneys forfatterskab.

Kan du lide thrillere med upålidelige fortællere, skæve perspektiver og overraskende twists, har vi derfor samlet en række bøger, der ligner "Hans og hendes".