Adolescence - med mobning og manosfære
Vi har samlet en række bøger og ressourcer, der giver dybere indsigt i problematikkerne fra tv-serien 'Adolescence' - bl.a. incel-kultur, sociale medier og alvorlige forbrydelser begået af unge.
Af Bibliotekernes Nationale Redaktion - Barbara Rugholm

Det engelske ord "adolescence" refererer til den periode i menneskets liv, hvor det går fra at være barn til at blive voksen.
Det er også titlen på en af årets mest omtalte tv-serier. Den britiske serie, der kan ses på Netflix, handler om den 13-årige dreng Jamie, der anholdes og sigtes for drabet på en skoleveninde.
Serien er en rystende og gribende fortælling om vold, giftig maskulinitet og online-sikkerhed, som giver indblik i en teenagekultur præget af ekstreme udsagn på sociale medier, ikke mindst fra den såkaldte manosfære.
Incels og teenagekultur
Adolescence har startet en heftig diskussion om sociale mediers indflydelse på unge, herunder særligt incel-fænomenet med unge mænd, der hader kvinder, fordi de ikke kan opnå et forhold med dem.
I England har serien sat gang i en vigtig debat om unges sårbarhed og alt det, der kan være med til at forme dem som mennesker i en digital tidsalder.
På listen herunder finder du mere viden om incel-kulturen og en række forskellige bøger om teenagekultur, sociale mediers påvirkning, mistrivsel og alvorlige forbrydelser begået af unge.