Syng med fra Arbejdersangbogen i Borup og Herfølge
Arbejdersangbogen fylder 100 år – og det fejrer vi med fællessang! Nikolaj Skaaning sidder bag klaveret og Marie Stærke, Erik Swiatek, Malde Novak og Jesper Breddam synger for.
Af
I 2026 fylder Arbejdersangbogen 100 år – og det markeres med fællessang på mere end 100 lokationer over hele Danmark. I Køge Kommune er det Herfølge og Borup Bibliotek, der inviterer borgere indenfor til en aften med den røde sangbog.
“Arbejdersangbogen er jo et vigtigt stykke Danmarkshistorie. Den er fyldt med smukke, sjove og stærke sange, som stadig er relevante i dag,” siger Flora Juul Ørskov, bibliotekar på Herfølge Bibliotek.
Tradition og popmusik
Til begge arrangementer vil to ildsjæle med et tæt forhold til Arbejdersangbogen præsentere nogle af sangene. I Herfølge er den ene tidligere borgmester Marie Stærke (S), der har sunget fra bogen, siden hun var barn.
“Jeg elsker fællessang - og Arbejdersangbogen har betydet virkelig meget for mit politiske liv. Det der med at kunne synge sammen om det, vi tror på, har helt sikkert været med til at styrke vores samhørighedsfølelse som parti,” siger hun.
Pianisten til begge arrangementer er den lokale fællessangs-kendis, Nikolaj Skaaning, som også har haft mange aftener i selskab med den røde sangbog.
“Jeg elsker traditionen og de gode, gamle arbejdersange - men jeg kan også rigtig godt lide popsangene. At synge Sebastians sange synes jeg for eksempel er helt fantastisk,” siger han.
Nye navne i den røde sangbog
I forbindelse med jubilæet udkommer Arbejdersangbogen i en revideret udgave. Sange, der ikke længere bliver sunget, eller som tiden er løbet fra, udgår – og nye titler kommer til.
“I den nyeste udgave er der for eksempel tilføjet sange af Apacha, Tommy Seebach, TV2 og Signe Svendsen,” siger Nikolaj Skaaning.
Han har nærstuderet den nye sangliste. Selvom der er enkelte udgåede sange, han vil savne, er han meget tilfreds med resultatet.
“Det er ikke alle de nye sange, jeg kendte i forvejen, men mange af dem er virkelig gode og sangbare. Så nu glæder jeg mig til at komme ud og synge dem og mærke, hvordan vi løfter i flok," siger han.
Marie Stærke glæder sig også til at brede Arbejdersangbogen endnu mere ud - og understreger, at “Mormors kolonihavehus” med garanti bliver sunget i Herfølge.
Arbejdersangbogen fylder 100 år i 2026. Derfor har Arbejdernes Oplysningsforbund (AOF) modtaget midler fra blandt andet Kulturstyrelsen til at skabe 100 fællessangsarrangementer over hele landet. Oven i hatten udkommer sangbogen i en revideret udgave.
-
Musik og ordBorup synger fra Arbejdersangbogen
FÆLLESSANG. Arbejdersangbogen fylder 100 år. Vær med til at fejre musikken og fællesskabet sammen med Erik Swiatek og Jesper Breddam. Bag klaveret sidder Nikolaj Skaaning.Borup Bibliotek25 DKK -
Musik og ordHerfølge synger fra Arbejdersangbogen
FÆLLESSANG. Arbejdersangbogen fylder 100 år. Vær med til at fejre musikken og fællesskabet sammen med Marie Stærke og Malde Novak. Bag klaveret sidder Nikolaj Skaaning.Herfølge Bibliotek25 DKK