Mumidalen flytter ind på Borup Bibliotek
Kreative sysler, skattejagt, et foredrag om Mumi-troldenes mor Tove Jansson og et naturværksted med inspiration fra Mumrikken. Borup Bibliotek inviterer små og store Mumi-fans indenfor i varmen.
Af Redaktionen
Mumivinter
Der er plads til både fantasi, fordybelse og fælles oplevelser, når Borup Bibliotek åbner døren til en vinter i Mumidalen. Fra den 14. november til den 10. februar kan børn gå på Mumi-skattejagt og slå sig ned med kreative aktiviteter i bibliotekets Mumi-vinterlandskab.
Til de voksne Mumi-entusiaster
Den 17. november fortæller Maria Kangas Christensen om finlandssvenske Tove Jansson, som skabte Mumi-troldene for 80 år siden. Mange kender de charmerende væsner fra bøger, tv og kaffekopper, men bag figurerne står også en omfattende kunstnerisk produktion. Foredraget giver indblik i fortællingerne og den sammenhæng, de blev tegnet og skrevet i. Maria Kangas Christensen er tidligere højskoleforstander og bachelor i finsk.
På opdagelse med Mumrikken
Den 21. november kan børn og deres voksne slå sig løs i naturværkstedet sammen med Svenstrup Naturskole. Med inspiration fra den naturelskende Mumrikken skal deltagerne være kreative med naturmaterialer og blive klogere på træer, planter og dyr. Der kræves ingen billet.