Ny arrangementsrække: Hvor kommer du fra?
KøgeBibliotekernes nye arrangementsserie om kulturel mangfoldighed og repræsentation af etniske minoriteter. Hvad vil det sige at være bindestregsdansker? Hvor kommer man fra?
Af Hamide Kara
Talk om Betonhjerter - en poetisk og humoristisk roman om at vokse op i Blokken
Digter og forfatter Sara Rahmeh vil med sin stærke stemme byde på sprudlende fortællinger om kærlighed, kaos og kultursammenstød. Oplev hende fortælle om sin anmelderroste debutroman om den 17-årige Yasmin fra Taastrup, der fortæller ærligt og kærligt om Blokkens mange beboere.


Arven fra Palæstina - personlige beretninger om at være dansk-palæstinenser
Tarek Ziad Hussein og Tarek Omar kaster lys på, hvad det vil sige at være palæstinenser i Danmark. De har begge bidraget til essaysamlingen Palæstinenseren. De vil fortælle om identitet, arv, sprog og de muligheder et dansk rødbedefarvet pas giver, men også om de traumer, der går i arv som børn af palæstinensiske flygtninge, og som i disse år vækkes til live igen.
Ord skaber både kulturmøder og kultursammenstød
Der er mange fordele ved at møde andre kulturer:
- Man lærer om andre kulturer, traditioner og måder at tænke på
- Man bliver mere bevidst om sin egen kultur og sine egne værdier
- Man åbner sit sind for et rigere og mere mangfoldigt samfund, hvor forskellige idéer og perspektiver kan inspirere og berige hinanden.
Vi har samlet et udvalg af faglitterære bøger, som alle kredser om emner som medborgerskab, etnicitet, kulturmøder, diversitet og indvandring. Hvis du vil høre mere om bøgerne, så spørg en biblioteksmedarbejder, når du kommer forbi dit lokale bibliotek.