Sommerbogen er slut for i år
Og sikke en forrygende sæson det har været.
Af Karin Husted Larsen

482 børn i hele Køge Kommune har i år været med i Sommerbogen. De har læst bøger, kastet sig ud i sjove læseudfordringer og fået en boggave af biblioteket.
Børnene har læst sjove historier, magiske fortællinger, spændende bøger og lærerige fagbøger – og de har inspireret hinanden til at opdage nye læseoplevelser. På biblioteket har vi haft mange gode snakke om alt det, man kan opdage og opleve gennem bøgerne.
Boldtårnet i Køge
Mange har sikkert lagt mærke til vores boldtårn i Køge Børnebibliotek, hvor genbrugte golfbolde tæller årets deltagere i Køge. Ét rør for 2024 og ét for 2025.
Vi har haft en lille konkurrence: Kunne vi slå sidste års deltagertal?
Og det kunne vi!
Sidste år deltog 281 børn på Køge bibliotek – i år hele 380 børn, der alle har læst, løst udfordringer og modtaget en boggave.
Sommerbogen for forældre
Det nye tiltag med forældrene er blevet taget rigtig godt imod. Mange familier har læst sammen og løst udfordringer i fællesskab – en dejlig måde at dele læseglæden på.
Alle, der har gennemført Sommerbogen for forældre, er med i lodtrækningen om et boggavekort. Vinderen får direkte besked.
Den store landsdækkende finale
Nu venter vi spændt på den store lodtrækning i den landsdækkende konkurrence om at ”tømme en boghandel på 5 minutter”. Vinderne afsløres d. 1. september.
Hvis det bliver et heldigt barn fra Køge Kommune, der vinder, får familien selvfølgelig direkte besked.