Feel-good

Mere Cliffehaven-nyt og et lille drys sne

Hele fire nye bøger i den hjertevarme serie om Cliffehaven i 1940'erne er blandt Dortes anbefalinger denne gang. Plus en stak vinterbøger, som sagtens kan læses uanset årstid.

Af Dorte Raae Sørensen

Tænk at få fire bøger om Cliffehaven på én gang - det er ren luksus. Så velkommen til et gensyn med nogle dejlige serier blandt de anbefalede bøger herunder. 

Selv om december for længst er overstået, så kommer der også stadig bøger tilsat lidt Jul. Men da der også sker så meget andet i bøgerne, synes jeg ikke, at det gør noget. 

Et øjeblik i december - Johanne Bille

Under juletræet - Heidi Swain 

Julehemmeligheder - Heidi Swain

Willowhusets hemmeligheder - Susanne O´Leary 

Vinter i Wishing Wood - Holly Martin

Cliffehaven del 9-12 - Ellie Dean

Hele fire nye bøger er kommet til i Cliffehaven-serien, så nu kan vi følge livet og personerne i den sydengelske kystby under  Anden Verdenkrig i del 9 til 12.

I Cliffehaven er alt præget af krigen og den daglige kamp for overlevelse. Der er et godt sammenhold med følelsen af, at vi skal nok vinde krigen trods alle tab. Der er muntre episoder, racediskrimination medbragt fra USA, store fester, hvor man for en stund kan glemme sin angst og tabene, men også sorg. 

Kort sagt almindelige levede liv med Peggy, Pensionat Havglimts værtinde, som et solidt omdrejningspunkt. Selv om hendes kære er spredt for alle vinde, kæmper Peggy sammen med sin svigerfar Ron og den elskelige Cordelia for at give de logerende hjælp og støtte. Skønne bøger at dykke ned i.