Køge Huskors - en nådesløs hekseproces
Køge Huskors er danmarkshistoriens mest omfattende hekseproces. 16 kvinder blev anklaget og 13 henrettet. En af sagens hovedpersoner nedskrev sine erindringer. Bogen med denne førstehåndskilde kan du låne hos os på biblioteket.
Af Anya Poulsen

Den hekseproces, der nu kendes som Køge Huskors, tog sin begyndelse i 1608, da købmandskonen Anna Bartskær og hendes familie begyndte at høre uhyggelige og uforklarlige dyrelyde i deres hus om natten. Det lød, som om en høne klukkede under deres seng, og i gården så de en "forfærdelig skrubtudse" gå underligt på store bagben.
Kort efter blev familiens børn ramt af skræmmende syner og besættelser. En plejesøn blev kastet rundt i kramper, og familiens otteårige datter insisterede på, at hun kunne se djævelen som en stor karl med herlige klæder, kappe med fløjlsopslag, et stort overskæg og to store, slemme øjne.
Senere blev Annas mand Hans ramt af sygdom og følte det, som om "den onde fjende lå hver dag fra klokken elleve til to på hans ryg som en kornsæk". Inden Hans Bartskær døde, sagde han til Anna, at hun ikke havde Gud og sin kære husbond hos sig, nej, hun havde Satan hos sig.
13 kvinder brændt på bålet
De pinsler, der plagede købmandsfamilien i huset på hjørnet af Nørregade og torvet midt i Køge by, måtte have en årsag, og i en tid fyldt med overtro og angst for djævelen, måtte det skyldes trolddom og djævelskab.
Familien Bartskær udpegede en kvinde fra nabolaget, Johanne Tommesis, som den, der havde bragt djævelen ind i familiens hus.
Hun var før blevet anklaget for trolddom, og de nye anklager fik den gamle mistanke til at blusse op.
Johanne Tommesis blev sat i det fangehul, der senere blev kendt som Troldkonekælderen under Køge Rådhus, og anklagerne mod hende fik vidtrækkende konsekvenser, for når først en kvinde var udpeget og dømt for trolddom, satte man ind på at få hende til at afsløre sine medskyldige, byens andre hekse.
Blev man kendt skyldig i trolddom, var straffen "bål og brand", og i løbet af tre år, fra 1612 til 1615, blev i alt 13 kvinder i Køge brændt levende på bålet. To andre kvinder begik selvmord efter domfældelsen. En enkelt, Voldborg Bødkers, havde held til at flygte. Man fandt aldrig ud af, hvor hun var rejst hen.
Der, hvor Familien Bartskærs hus lå, er der i dag en mindeplade, som fortæller, at det grønne hus, der nu er en tøjbutik, ligger dér, hvor Køge Huskors-"forhekselserne" udspillede sig. De kvinder, der blev anklaget og dømt, har til gengæld aldrig fået nogen grav eller nogen mindeplade.
Anna Bartskærs egen fortælling
Det er sjældent, at man har detaljerige førstehåndsberetninger fra sager om trolddom, men Anna Bartskær nedskrev sin egen beretning om den djævlebesættelse, hun mente, havde ramt hendes hus.
Hendes beretning blev udgivet i 1674 med titlen Kjøge Huskors. Ordet "huskors" blev brugt om "forhold, som volder plage i et hus".
Du kan låne bogen hos os på biblioteket og læse Annas egen beskrivelse på 1600-tals-dansk.
Bogen indeholder også andre tekster om Køges historie generelt, bl.a. kan man læse, at Køge var så velstående, at kongen allerede før 1600-tallet følte sig ”foranlediget til at tage til orde mod Køgeborgernes alt for prægtige begravelser”.
Podcasts om sagen
Historien om Køge Huskors kan du høre udfoldet i P1-podcasten Onde Anna, som forfatter Olga Ravn har produceret sammen med DR-journalist Ruth Storm.
Lyt til 'Onde Anna'-podcasten hos DR
Podcasten Da djævlen kom til byen kom til byen fletter fortid og nutid sammen. Den er produceret af Lea Linstow og Museum Sydøstdanmark.
Lyt til 'Da djævlen kom til byen' på Soundcloud - eller find den på din foretrukne podcast-app.
Olga Ravn og Køge Huskors
Forfatter Olga Ravn har arbejdet kunstnerisk med Køge Huskors-sagen i flere forskellige sammenhænge.
I ritualer og skrift har hun fx skabt et mindesmærke for de 16 kvinder - ikke i traditionel forstand, men som en kunstnerisk handling.
Det blev bl.a. udtrykt i udstillingen ET HENFØRT ÅR på museet KØS i Køge, hvor Olga Ravn havde indsamlet planter som klitfyr, gyvel, røllike, birk, kørvel og hvidtjørnebær ved Ellebækstien og indfarvet stoffer med planternes farveudtræk. At planterne blev indsamlet ved Ellebækken skyldtes, at det efter sigende var netop der, kvinderne mødtes for 400 år siden.
Samtidig har Olga Ravn gennemskrevet arkivmateriale fra retssagerne og nedskrevet sine egne betragtninger over kvindernes skæbne. Disse tekster er samlet i en logbog med optegnelser, digte og to af de 16 kvinders historier.
Gå ad hekse-ruten
På Historisk Atlas kan du finde en online-guide til en vandring gennem Køge med fortællinger fra Køge Huskors-sagen - ikke mindst kan du læse om hver af de 16 kvinder, der blev anklaget og dømt.
De trolddomsdømte kvinder var:
- Johanne Tommesis
- Kirstine Lauridsdatter
- Mette Banghors
- Volborg Bødkers
- Annike Christoffersdatter
- Anne Olufs
- Karen Eriks
- Maren Muremester
- Maren af Ringsbjerg
- Maren Bysvende
- Kirsten Væverkvinde
- Birgitte Rokkemager
- Else Holtug
- Mette Navns
- Johanne Muremester
- Magdalene, Søren Skrædders kone