Anbefaling: 'Stakkel'
Vildtvoksende, vulgær eventyrroman med lun humor og et særligt drive. Matias Faldbakkens ’Stakkel’ er den den perfekte sommerlæsning.
Af Esben Møller Hansen
Stakkel er den seneste bog af den originale norske forfatter Matias Faldbakken – og det både sprudler, savler og griner ned ad siderne!
Den er ikke ret lang (180 sider), den er på én gang realistisk, mystisk og mærkelig, moderne og forhistorisk. Som et H.C. Andersen-eventyr på euforiserende svampe.
Oskar og ungen
I bogen møder vi plejebarnet Oskar, der bor langt ude på landet i Norge, hvor han arbejder på en gård. Vi ved ikke, hvornår vi er i tiden. Som den morsomme og drilske fortæller giver udtryk for:
"Ikke at det var 1980, det er umuligt at sige præcis hvornår det er, men man kunne sige, at det var 1980".
Oskar støder en dag på en unge i skoven. Er det et dyr eller et menneske? Det viser sig at være et pigebarn, der bærer rundt på en underlig, ildelugtende konvolut.
Han tager barnet med hjem til gården, hvor det hele begynder at accelerere. For hvem er hun og hvordan tackler den traditionelle gård en vild unge som hende?
De almindelige og sære relationer
’Stakkel’ er en fortælling om at vokse op, om sammenstødet mellem by og land, om civilisationens tilstand og om kærlighedens krogede, kringlede (og liderlige) veje.
Som i Matias Faldbakkens andre bøger er der noget på spil i de menneskelige relationer og deres omgang med verden. Det ser vi i debutromanen i eget navn The Hills (han har før udgivet bøger under pesudonymet Abu Rasul).
Her går en tjener på en fin restaurant i Oslo langsomt i opløsning i mødet med det faste klientel og særligt en ung, uforståelig kvinde, der kommer med moderne teknologi og bryder med den bestående orden – en foruroligende profetisk fabel om moderniteten og de faste formers fald.
I gyserfamiliekrøniken Vi er fem er det kernefamilien der opløses - eller i hvert udfordres. Den midtlivskriseramte far Tormods går i værkstedet og får på mærkværdig vis liv i en klump ler. Det går Frankenstein-galt.
Og det er både sjovt, skørt og skønt.
Så når du har læst Stakkel, så læs de to andre romaner af Matias Faldbakken. Det vil du ikke fortryde!
Anbefalingen er skrevet af litteraturformidler ved Køge Bibliotek, Esben Møller Hansen