Læs forbudte bøger
Kampagnen #forbudtebøger sætter for andet år i træk fokus på det stigende pres på ytringsfriheden. Besøg udstillingen på Køge Bibliotek med bøger, der er blevet forbudt. Du vil med garanti blive overrasket.
Af Bibliotekernes Nationale Redaktion, Dansk PEN og Køge Bibliotekerne
For anden gang står Dansk PEN i spidsen for kampagnen #ForbudteBøger, der sætter fokus på censur, bogforbud, ytringsfrihed, demokrati og deltagelse.
Kampagnen har til formål at skabe debat om censur og forbudte bøger gennem udstillinger, oplæsninger og foredrag og forklare hvor, hvornår og hvorfor en lang række bøger er eller har været forbudte.
Censur - også i Vesten
Kampagnen vil skabe opmærksomhed omkring, at censur ikke kun foregår i autoritære stater som Belarus, Kina og Algeriet, men også i Vesten.
I Sverige blev Jakob Martin Strids bog Mustafas kiosk ramt, da den blev betragtet som islamofobisk. I England er halvdelen af skolebibliotekarerne blevet bedt om at fjerne ungdomsbøger om LGBTQ+.
I Danmark blev Bent Hallers ungdomsroman Katamaranen fra 1976 udsat i en sag, der nåede helt til Vestre Landsret.
Forbudte bøger i USA
I USA forbydes flere og flere bøger, der kredser om køn, identitet og religiøs fanatisme og også bøger, der kritiserer raceproblematikker.
Fantasyklassikeren Det gyldne kompas af Philip Pullman er fjernet fra mange skoler, da nogle ser den som blasfemisk. Harry Potter-bøgerne er også blevet forbudt på en del skoler og biblioteker. Kritikere mener, at serien promoverer satanisme og gør grin med kristendommen.
LGBTQ+, køn og sex
Maia Kobabes Gender queer – en ikke-binær selvbiografi var USA’s mest forbudte bog i 2021-2023. Unge amerikanske Kobabe savnede en bog om identitet og køn og lavede derfor denne prisvindende tegneserie. I 2025 er den forbudt i 41 skoledistrikter. Protesterne ledes af Moms for Liberty, som har lokalgrupper i hele USA.
Overgreb og racisme
Maya Angelous selvbiografiske bog Jeg ved hvorfor fuglen synger i sit bur er blevet forbudt på flere amerikanske skoler på grund af dens diskussion af seksuelt misbrug og racisme. Bogen giver en essentiel forståelse af den amerikanske borgerrettighedsbevægelse, som Maya Angelou selv var aktiv i.
Kritik af abortlove
“I had thought America was against totalitarianisms. If so, surely it is important for young people to be able to recognize the signs of them. One of those signs is book-banning. Need I say more?”
Citatet er af Margaret Atwood, da Tjenerindens fortælling blev forbudt i Texas. Bogen blev bandlyst på grund af den dystopiske fremstilling af et samfund, hvor kvinder reduceres til fødemaskiner, og den er blevet læst som en kritik af de amerikanske abortlove.
Udstilling på Køge Bibliotek
I hele oktober kan du finde forbudte bøger udstillet i forhallen på Køge Bibliotek.
I forbindelse med kampagnen har PEN lavet baggrundsnoter til 250 bøger, der er eller har været ramt af forbud eller censur. Dem kan du finde som indstik i de udstillede bøger.
Baggrundsnoterne indeholder beskrivelser af hver enkelt bog med angivelse af hvorfor, hvor og hvornår den ér eller har været forbudt.
Vi har valgt at lade udstillingen være fremme hele oktober måned - både fordi emnet er så utroligt vigtigt, og fordi det giver en nutidig dimension til vores hekse-udstilling i oktober.
Datidens anklager om hekseri og trolddom handlede også om viden og tanker, som blev anset for farlige og derfor undertrykt.
Banned Books Week
Læs mere om kampagnen, der løber af stablen den 5.-11. oktober 2026. Kampagnen lægger sig op ad den amerikanske Banned Books Week, som siden 1982 har markeret kampen mod bogforbud og censur. Tilsvarende markeringer findes i Norge, Sverige og Storbritannien.