De mest lånte bøger i 2025
Hvad hittede af krimier, romaner, faglitteratur og tegneserier hos jer i år? Vi har gjort status over voksenbibliotekets udlån og løfter sløret her.
Af Redaktionen
De store kvindefortællinger
Blandt de mest læste romaner er det bøger med store kvindefortællinger, der regerer feltet, og det er faktisk her, vi finder de allermest udlånte bøger. 272 udlån har Lucinda Rileys Den skjulte skønhed haft, tæt fulgt af 267 til Sommerfuglens stemme af Benjamin Koppel.
Der er dog også to rørende bøger om mænds liv og relationer i form af Mich Vraas Ithaka om et far-søn-forhold og Lisa Ridzéns Tranerne flyver mod syd om den aldrende Bo, der ser tilbage på sit liv.
Anne Lise Marstrand-Jørgensens storslåede roman Ræveår om kvinderne på Læsø i 1780 er et andet af årets store hits, sammen med Liv Nimand Duvås Ned fra himlen, der spiller ind med et nutidigt, socialrealistisk tvist.
Danske krimier topper
I elsker danske krimier, ingen tvivl om det! Jussi Adler-Olsen, Sara Blædel og Søren Sveistrup tog de tre øverste pladser blandt krimi/spændingsbøgerne, og Katrine Engberg, Sissel-Jo Gazan, Julie Hastrup, Leif Davidsen og Price-parret ligger også alle sammen flot placeret.
Den garvede spændingslegende Frederick Forsyth skiller sig ud på en fjerdeplads, og to svenske udgivelser har også formået at kravle ind i toppen i form af Keplers Søvngængeren og Sarenbrant/Bergfeldts Fødselsdagen.
Fagbøger og tegneserier
Du kan finde alle årets mest lånte bøger herunder - også fagbøger om bl.a. Berlin, barme, sommerfugle og den underkendte værdi af omsorg, samt en flok farverige og delvist drabelige tegneserier.
God fornøjelse!