En ny familie

Af Isabella Treur

Der var en masse larm ved aftensmaden på børnehjemmet. Marna sad som sædvandelig med sine venner Alexa, Sarah og Lisa. De fik boller i karry. Det smagte så mættende. Da de var færdige, skulle Marna ned, med vasketøjet. Hun elskede duften af vaskepulver, det duftede af blomster. Hun tændte for vaskemaskinen og gik ind på sit værelse, som hun delte med Alexa, Sarah og Lisa. De var meget tætte. Hun havde boet på børnehjemmet, lige så længe hun kunne huske, og hun elskede det. Hun kunne ikke forestille sig at have et hjem med forældre. Det blev sengetid. Marna lå i den øverste køje sammen med Lisa, og Alexa og Sarah under dem. De lå og snakkede lidt. ”Nå godnat piger” sagde Alexa. ”Godnat” sagde Marna og lagde sig ned.

Den næste morgen efter morgenmaden, kom fru Nora hen til Marna. ”Nå, Marna. Jeg har noget af en nyhed til dig. Der er familie der gerne vil adoptere dig” sagde fru Nora. Marna spærrede øjnene op. ”Men jeg vil ikke adopteres, jeg har det lige så fint her” sagde Marna. ”Nej, det bliver da godt. Pak dine ting, de kommer i dag” sagde fru Nora og gik. I dag, tænkte Marna, hvad så med mine venner? Marna havde pakket sine ting. Hun gik ud af værelset og mødte Alexa, Lisa og Sarah. ”Hvad skal du”? spurgte Lisa. ”Jeg er blevet adopteret” svarede Marna trist. De tre piger gispede. ”Nej” sagde Sarah. ”Vi vil savne dig” sagde Alexa. ”Holder vi stadig kontakt”? spurgte Lisa. ”Ja da” sagde Marna. ”Marna, du skal af sted” råbte fru Nora. Marna sukkede. De krammede hinanden farvel og Marna gik.

Erik, ham der kørte børn til og fra børnehjemmet, kørte Marna væk. Marna sagde ikke et ord. Bilen stoppede ved et stort hus. Marna steg ud og Erik førte hende hen til døren, og ringede på. En kvinde åbnede døren. ”Hej” sagde hun. Bag hende kom en mand og en anden pige. ”Jeg hedder Stella, det er min mand Mikkel og vores datter Demi. Hvad hedder du”? sagde Stella. ”Marna” sagde Marna og kiggede ned i jorden. Marna kom indenfor. Der duftede af shampoo og huset var meget moderne. Marna blev ledt rundt i huset. ”Og du får dit eget værelse” sagde Stella. ”Mit eget værelse” gentog Marna. Der stod en seng, et skrivebord og noget andet. Marna ville ikke have sit eget værelse, det var hun ikke vant til. Da Marna sad og pakkede ud, kom Demi ind. ”Du skal lige vide, at jeg styrere tingene her. Du er bare bonus. Du har i forvejen ingen familie, så du betyder ikke noget, bare fordi du er her” sagde Demi og gik. Marna kiggede bare efter hende.

Den første nat lå Marna og græd. Hun savnede det gamle. Man må have kunne høre hende, for Mikkel og Stella kom ind, og satte sig på sengen. Marna fortalte. ”Jeg savner mine venner, og alting” græd Marna. Demi stod i døråbningen og lyttede. ”Jeg har været bange for at miste mine venner og drillet når jeg kom ud i verden” sagde Marna. Stella og Mikkel nikkede forstående.

Den næste morgen vågnede Marna med en følelse af tab. Hun savnede sine venner og hun boede med en pige, som opførte sig som diva. Hun skulle bare vide… tænkte Marna. Hun ville hjem. Og her skulle hun bo for evigt. Hun gik ned og satte sig til bords. Da alle havde sat sig, sagde Mikkel: ”Vi vil gerne gøre det bedre for dig at være her. Så vi tænkte på at adoptere dine tre venner”. Marna kiggede op. Stella fortsatte. ”Jeg har to søskende. De kan tage en hver og så tager vi en til. Hvad siger du?”. Marna smilte. ”Tak” sagde hun. Senere kørte de til børnehjemmet. Her mødte Marna Stellas søskende, Rikke og Thea. De gik ind og snakkede med fru Nora og noget tid senere, kom Lisa, Alexa og Sarah løbende imod Marna. De krammede hinanden og begyndte at grine. Stella, Thea og Rikke smilede. De steg ind i bilen. Sarah kom med Marna hjem, Lisa kom til Rikke og Alexa kom til Thea.

Nogle dage senere sad Marna og Sarah med Stella på sofaen. ”Tak Stella, eller mor” sagde Marna. Stella smilede. Så kom Demi ind. ”Marna, undskyld for det, jeg sagde til dig. Jeg vidste ikke, at du havde det sådan” sagde hun. ”Det er okay” sagde Marna. ”Det er så meget okay. Nu er vi ikke kun veninder, men også kusiner og søskende” sagde Sarah. Så grinte det alle fire.