Barnet der overlevede supervulkanen

Jeg landede med et klask og åbnede mine øjne efter hvad der føltes som en livstid. Det sidste jeg kan huske var, at mine forældre sagde til mig, farvel vi ses igen når du vågner. Jeg kiggede rundt i lokalet efter dem, men jeg kunne ikke se ordentligt, fordi pæren til den lille væglampe skulle skiftes. Jeg kiggede i en lille kommode, halleluja der var en lommelygte. jeg kiggede videre efter dem, men de var der ikke, der var mange andre ting, men det der fangede min opmærksomhed, var nogle avisartikler. Der stod SUPERVULKAN GÅET I UDBRUD!!! Jeg tænkte, at det nok bare et fupnummer fra Jyllands posten. Jeg kiggede lidt videre og fandt gudskelov en dør, jeg åbnede den og foran mig stod en trappe. Jeg vidste at jeg blev nød til at gøre det hurtigt, fordi min lommelygte var begyndt at blinke. Jeg gik langsomt op ad den knirkene trappe. Jeg talte til tre, 1, 2, 3, og åbnede lemmen helt op jeg gik det sidste trin op ad trappen, nu var jeg officielt på jordens overflade.

Det var meget koldere deroppe end det var nede i grotten, blæsten kom fra alle sidder og der slog det mig. JEG HAVDE IKKE NOGET TØJ PÅ, jeg var komplet nøgen. Jeg måtte se at finde noget tøj straks, jeg kunne jo ikke have, at der var nogle der så mig sådan her. Jeg fandt nogle gamle klude og et par elastikker i en efterladt bil, det lykkedes mig at bruge dem til at dække bare en lille smule af min krop. Efter jeg havde løst det problem, kunne jeg begynde at finde ud af, hvor alle menneskerne inklusivt mine forældre var blevet af. Jeg havde ingen ide om, hvor jeg var, men der lugtede ekstremt meget af bilos, himlen var orange med små sorte plamager. Ikke langt fra, hvor jeg stod var der en park. Jeg gik stille og roligt derhen, fordi jeg kunne ikke få mig selv til at løb på mine bare tær, der gjorde rigeligt ondt i forvejen. Da jeg langt om længe kom derhen, brænde mine fødder som var smerten bragt fra helvede. Der var ingen træer, kun små spire, der ikke kunne være mere end nogle måneder gamle.

Lidt efter hørte jeg en høj rumlen, det lød mest som om det var et monster, men efter at have mærket de ubeskrivelige smerter i min mave måtte det være den. Jeg begyndte straks, hvad jeg kaldte operation find mad, efter at have ledt hele parken igennem, så noget jeg ikke troede jeg skulle se igen, candyfloss. Jeg satte straks i løb hen til den butik, hvor candyflossen stod i forruden, jeg glemte helt smerterne i fødderne. Efter at have løbet i et stykke tid kom jeg endelig til butikken. Da jeg åbnede døren, ringede der en klokke, den gav mig et kæmpe chok. Jeg trådte længere og længere ind i butikken og råbte ”ER DER NOGEN?”, der kom intet svar, hvad havde du regnet med, du er helt alene i verden tænkte min indre stemme. Jeg tog bøtten med candyfloss og åbnede den, jeg tog en lille smule og lagde det ind på tungen, den søde, lækre, fyldige masse smeltede på min tunge, det var den bedste ting jeg havde smagt i hele mit liv.

Efter jeg havde spist en lille smule mere ad candyflossen, besluttede jeg mig for at tage resten med mig. Jeg undersøgte resten af huset, da jeg havde undersøgt hele huset, skulle jeg lige til at gå, men der lige foran hoveddøren var der en lem. Jeg åbnede den forsigtigt, den knirkede ekstremt meget, jeg klatrede ned af den lille rebstige, der var spændt fast i to søm. Jeg kom ned til et lille rum med en dør. Jeg hørte en lille pige råbe ”KOMMER DER ZOMBIER NU MOR?” Jeg gik langsomt ind, til min overraskelse sad der en lille pige på skødet af en dame jeg tror var hendes mor. Men de så nu også rimelig overrasket ud da de så mig. Efter jeg havde fortalt, hvordan jeg var kommet hertil, fortalte de mig, hvordan jorden var gået under. De tilbød mig at blive her sammen med dem, og her har jeg så været de seneste to måneder. Men jeg kender stadig ikke forhistorien til det rum jeg vågnede i, eller hvad årsagen var til at jeg skulle være i den boks. Det med ikke, at kende svar på de spørgsmål, hjemsøger mig hele tiden, så i morgen vil jeg gå op til overfladen igen.