Karla og Wilma

Karla fortæller

Hovmesteren kørte mig som sædvandeligt i skole. Det havde mine forældre selvfølgelig ikke tid til. Altid skulle de noget, der var vigtigere end at tage sig af sin datter. Hovmesteren åbnede døren og jeg steg ud af den store bil. Mine bedsteveninder stod og ventede på mig i hallen “HEJJ” råbte de i kor og hvinede, jeg gengældte og vi krammede. Jeg elskede virkelig Laura, Josefine og Merle, men alligevel var det, som om jeg ikke følte mig tilpas, som en længsel dybt inde i hjertet, en længsel efter noget andet.

Så fik jeg øje på Wilma. Hun gik forbi med bukket hoved og hængende skuldre, altid havde hun anderledes tøj på. Hun var modig, syntes jeg og også ret sej. Tænk at hun turde gå i så dystre farver og virke så ligeglad, når alle stirrede på hende. Nogle af eleverne kunne også være ret onde, de hviskede, pegede og grinede af hende bare fordi hun gik med store læderjakker og hoodies, når det var sommer. Til gengæld har jeg aldrig kunnet forstå, hvorfor hun var alene, hun virkede så sej og jeg havde gerne byttet liv for at kunne være hende.

Wilma fortæller

Igen måtte jeg gå hele vejen i skole. Far havde drukket hele natten og var først gået i seng for et par timer siden. Jeg havde ikke nok penge, til at jeg kunne tage bussen og jeg ville på ingen måde vække min far for at spørge om penge. Så jeg gik. Traskede hen ad jorden med øjnene klistret hvor jeg gik, for ikke at få øjenkontakt med forbipasserende. Nu var jeg ved skolen, alle havde nogle at følges med ind til klassen, men jeg havde ingen. Jeg vidste godt, at de fleste syntes, jeg var underlig, fordi jeg gik med læderjakker og hoodies om sommeren og at det var derfor, men helt seriøst - ER DET VIRKELIG SÅ UNDERLIGT?! - Jeg havde det kun på, fordi jeg ikke ville have spørgsmål om arrene og de blå mærker på mine arme og min mave.

Jeg kom gående forbi Karla og hendes gruppe og et sug gik igennem min krop. Tænk hvis det var mig, der havde tre bedsteveninder. Tænk hvis jeg var rig nok, til at blive KØRT i skole. Tænk hvis det var mig, der havde hendes selvsikkerhed til at gå med så stramt og fint tøj. TÆNK hvis jeg var hende. Jeg skyndte mig videre, min far havde engang sagt “Du skal ikke have for store drømme, det er spild af tid at drømme om noget der alligevel aldrig kommer til at ske, næ du må hellere se frem til den dag du bliver som mig” Og så faldt han i søvn, med en bajer i den ene hånd og fjernbetjeningen i den anden.