Poesi er mere end det, ordene betyder

Halfdan Rasmussens, Astrid Lindgrens og Louis Jensens tekster er gode eksempler på netop det.

I Astrid Lindgrens billedbog Nissen lister nissen på sine små nissefødder rundt i natten og taler med alle dyrene ”på nissemanér”. Og han ønsker om børnene: ”Tænk om de ville vågne lidt, så skulle vi snakke på nissemanér, et tyst lille sprog som børn kan forstå”. Denne bog er næsten en lang strofe, som ved sine gentagelser, sin rytme og sin ro formidler en vinternats stemning på en måde, som børn kan forstå – når de vågner!

I Halfdan Rasmussens børnerim er ordene ofte valgt, fordi de lyder godt sammen og skaber sjov og overraskelser. Når en potte i Tante Andante f.eks. optræder i et rim med Charles og Charlotte – bliver det selvfølgelig til Charlottenpottenlund! Dejligt at sige…

Og når en dreng i Mariehønen Evigglad forestiller sig, hvordan det bliver, hvis han en gang skal være soldat, taler han om et skydelavær.

Men Halfdan Rasmussen kunne også være alvorlig, når han skrev poesi for børn. Få kan fange en stemning med ord, som i ’Nu er jeg søvnig indeni’, hvor ’den gode stilhed går forbi’. Eller i ’Månen sejler over himlen’, som slutter med at ’en lille sømand plukker/ blomster til et stjernebarn’.

Den lille frække Frederik og andre børnerim af Halfdan Rasmussen blev første gang trykt i 1967. Og selvfølgelig har Ib Spang Olsen tegnet billederne.

Læs rimene om stjernerne, natten, månen, vinden og solen. Og om at ’Jorden er så bittelille’. Eller lyt til dem, når Ib Spang Olsen læser dem højt på CDen i bogen.

I den dejligt tykke Børnerim finder vi ’Solen går i silkekjole/ og er meget, meget fin./ Når hun danser over himlen/ spiller blæsten violin.’ Andet vers er om månen – læs det selv. Eller det dejlige digt om ’Vindene’, hvor ordene ’fattigmands ager’, ’klokker’, ’lasede bukser’, ’kølige perlemorsknapper’ og ’småbitte bryster’ alle er med til at beskrive årstidernes skiften.

Poesi behøver ikke rime! Louis Jensen skriver store universer og stemninger frem i sine små firkanter. Der bliver 1001 firkanter, når han er færdig med projektet.

I Hurra & velkommen! Nye firkanter optræder toner, hjerter, hullede oste og kareter, højtlæsende aber og vandrende bogstaver. Indimellem sørgmodigt men som regel sjovt og finurligt. Læs f.eks. nr. otte hundrede og enoghalvfjerds, hvor en bog er et hoved, som forfatteren går ind i og har de dejligste oplevelser!

Pia Knudsen, børnebibliotekar

Bogstavet G og en giraf
05.03.19
Tags