Forfatter René Toft med bøgerne om Skurkistan - lyt til 1. bind Skurkistan på ereolen

Skurkistans far hedder René Toft

23.03.20
Interview med børnebogsforfatteren René Toft, som har skrevet en vaskeægte røverhistorier om skurkene fra Skurkistan.

Hvor er det jeg har set ham, tænker du måske.
Måske har du netop set ham her på børnebiblioteket, hvor han også holder til som børnekulturformilder.

Hvorfra får du inspiration til at skrive dine bøger?
Inspirationen til den første Skurkistan bog kom da min dengang 3 årige datter spurgte mig ”far, hvor kommer skurke fra?” og jeg spontant svarede ”de kommer da fra Skurkistan”. Jeg ved ikke hvor mit svar kom fra, men jeg var med det samme klar over at der måtte gemme sig noget noget mere i det svar. Hvor lå Skurkistan? Hvem boede der? Hvad skete der i Skurkistan?

Det er heller ikke svært at se at stemningen og galskaben er meget inspireret af mine egne barndomshelte Ole Lund Kirkegaard og Rune T. Kidde. Som udgangspunkt holder jeg mig til den klassiske opskrift på en god børnebog – det er de inkompetente voksne der ødelægger det hele og det er op til de seje børn med ben i næsen at klare ærterne.

Var Skurkistan-bøgerne planlagt på forhånd til at være en serie?
Nej. Oprindeligt var det kun den ene bog helt for sig selv. Men da jeg så var færdig, var der stadig spørgsmål jeg havde lyst til at finde svar på. Hvor kom luftpiraterne fra? Var der flere af dem? Og hvad var der ellers derude af gale ting? Så Skurkistans Hemmelighed er egentlig mere en bog om hvad der sker udenfor Skurkistan, men samtidig har Lydia, Ingolf, Bulder og Jorgos rejse enorm betydning for Skurkistan som vi kender det.

Hvornår på døgnet har du nemmest ved at skrive?
Når der er tid! Nu er jeg desværre ikke fuldtidsforfatter, så jeg skriver når der er tid, hvilket ofte er om aftenen. Så sidder jeg og skriver når ungerne er lagt i seng, og der er lidt ro. Dog ikke mere ro end jeg skal have noget musik i ørerne. Jeg skriver altid med musik i ørerne. Så er det lidt nemmere at komme i skrivemode, og lidt nemmere at glemme at klokken er sent aften eller tidlig morgen.

En anden måde jeg også elsker at skrive på, er hvis man tager nogle dage ud af kalenderen og tager i sommerhus alene eller med en forfatter kollega, hvor du KUN må skrive. Fra når du står op til når du går i seng. Så kan man få lavet noget. Det er fedt!

Er der planer om flere Skurkistan bøger?
Ikke endnu. Måske får jeg en idé på et tidspunkt og kaster mig over den. Jeg vil f.eks. gerne vide mere om de kamptrænede pingviners fantastiske ubåd. Men der er ikke lige kommet en historie, der kan bruges endnu.

Til gengæld skriver jeg på mange andre historier lige nu. Min nye bog ”Slimsnegle fra det ydre rum!” er lige kommet og kommer snart til at stå på landets biblioteker. Den er helt tosset. Den lille by Kirke Knærum bliver invaderet af slimsnegle fra det ydre rum, der kravler op i indbyggernes næser og gør dem til zombierobotter. Det er kun de 3 venner, Flora, Funder og Trolle, som kan redde byen, sammen med en Intergalaktisk Politi-Orb.

Der kommer også en ramasjang ungdomsroman om bankrøvere, og så er der en serie på vej om Ninja Mille og Morfar, der er lige så skør som den lyder.

Hvad er det bedste ved at være forfatter/skrive bøger?
Jeg kan godt lide at skrive vilde børnebøger. Finurlige, skøre og fantastiske oplæsningsbøger, der samler familien om eventyret. Det skal være sjovt. Det må godt være åndssvagt, men det skal være underholdende og få børn til at sige ”EN GANG TIL!” og få de voksne til at sige ”okay så,” uden at dø en lille smule indeni. Det er bøger med skurkagtige slyngler, luftpirater, kamptrænede pingviner, hjemmebyggede rumraketter, romkugler på størrelse med planeter, slimsnegleinvasioner, opfindsomme bedsteforældre med robotben og børn der er så meget sejere end de voksne nogensinde kunne drømme om. Den slags bøger jeg gerne ville have læst da jeg var barn. Det bedste er når børnenes skriver og siger at de var vilde med bogen eller deres forældre skriver at det er pisse irriterende at de nu skal læse den samme bog for femte gang. Elsker det.

Hvem er din favoritperson fra Skurkistanbøgerne?
Uh, der er mange. Men nummer et er nok Lydia. Lydia er opkaldt efter min farmor (hvilket hun er meget stolt af). Hun er fanden-i-voldsk, sjov og vild og dejlig. Lige som min datter (der også hedder Lydia).

Men det er nok Bulder der ligner mig selv allermest. Lidt tyk, med skæg og tatoveringer, der allerhelst vil sidde i haven og skrive.

Og nu er det så jeres tur til at høre historien om Skurkistan:

Åbn ereolen på din PC
Hør den på smartphone, eller tablet via appen: ios eller android

Materialer