Billedbogen er et af de bedste værktøjer til at styrke de visuelle kompetencer hos børn

Visuelle fortællinger

28.08.20
Vi holder billedstrøm-gryden i kog

Billedstrøm

September måned plejer at være lig med KøgeBibliotekernes Billedstrøm-festival. Billedstrøm handler om fællesskaber og om fælles oplevelser med litteratur, kunst, film og andre billedfortællinger, hvor børn og voksne kan skabe og opleve sammen. Det er en grundpille i Billedstrøm, som vi ikke har kunne planlægge og sikre i år grundet Covid-19. Men næste år er vi på banen igen med endnu en Billedstrøm-festival, hvor vi fejrer de visuelle fortællinger.

Hvem er jeg

De visuelle fortællinger bliver vi dog ved med at udforske, bl.a. i projektet ”Hvem er jeg”, hvor børn i alderen 3-6 år leger med lyde og visuelle fortællinger. Her læser vi billedbogen ”Alle så en kat” af Brendan Wenzel, og børnene får lov at være små filosoffer der undrer sig og stiller spørgsmål. Og ikke nok med det, børnene får også lov til at arbejde med en billedkunstner og en lydkunstner der giver børnene visuelle og sanselige oplevelser med billedkunst og lyd. En dejlig måde at lære om verden omkring sig, på.

Fyrtøjet

Eller når vi indretter middelalderkælderen under børnebiblioteket til et sanseunivers der tager udgangspunkt i H.C Andersen eventyret om ”Fyrtøjet”. I kælderen kan børn og voksne i uge 40-44 gå på opdagelse i eventyrets univers og følge soldatens færden. Man kan møde heksen, de tre hunde, soldatens ”venner”, der bruger alle hans penge, og den underskønne prinsesse.

Visuelle fortællinger

At arbejde med visuelle fortællinger ser vi som en vigtig opgave. Vores børn dannes og uddannes i en visuel virkelighed, hvor vores hverdag er fyldt med visuelle indtryk gennem bøger, film, på tabletten og i byrummet. At kunne afkode billederne og give dem mening, og ikke mindst skabe sin egen mening ud fra hvad man ser, er vigtige kompetencer der gør børn sproglige og social robuste.

Styrke visuelle kompetencer

At læse billedbøger er en af indgangene til at styrke børns visuelle kompetencer på.

Hvert billede har sin historie og der er nærmest ikke grænser for hvor samtalen kan føre hen, når man ser og taler om billeder sammen med sit barn. Barnet bliver simpelthen klogere på verden.

Desuden er det godt at udforske forskellige typer billedbøger med forskellige udtryk, da det styrker barnet i at blive bedre til at afkode og forstå billeders opbygning og sammensætninger.

Herunder finder du et udvalg af billedbøger hvor billederne er forskellige i både udtryk, farver og detaljerigdom.

Materialer