Ny kampagne med Bodil Jørgensen i front giver dig redskaber til at undgå digital svindel. Foto: sikkerdigital.dk

Bodil har spået, at svindlerne bliver bedre hver eneste dag

27.09.23
Digital svindel er et omsiggribende problem. Ny kampagne med Bodil Jørgensen i front giver dig redskaber til at undgå svindlerne.

Når de digitale svindlere kontakter dig, udgiver de sig for at være afsendere, som vi stoler på, fx banker eller offentlige myndigheder. Det kan være svært at gennemskue, hvornår der er tale om svindel.

Med Bodil Jørgensen som "spåkone" og guide kan du på sikkerdigital.dk få masser af information om, hvordan du undgår at gå i fælder fra falske mails, SMS'er og opkald.

Vigtig huskeregel

Kort og godt så husk denne vigtige regel:

Banker og offentlige myndigheder vil ikke uopfordret bede dig om at overføre penge eller om dine personlige oplysninger over mail, SMS eller opkald.

Hvis du er i tvivl, så gør som Bodil: smæk røret på og lad være med at klikke på links.

Quiz og bliv klogere

På kampagnesitet kan du tage en quiz i at gennemskue om en henvendelse er sand eller falsk.

Du lærer også, hvad du skal gøre, hvis du bliver udsat for forsøg på svindel i virkeligheden.

Gode råd:

  • Giv ikke dine personlige oplysninger som for eksempel kodeord eller MitID-oplysninger væk over mail, SMS eller opkald
     
  • Hvis du er i tvivl om en persons identitet, så bed om deres navn og afdeling og ring tilbage på virksomhedens hovednummer
     
  • Hvis du modtager en mail eller SMS med et link i, så lad være med at klikke på linket. Skriv det i stedet ind manuelt i en ny browser

Download ringetone

Sammen med Bodil er der lavet en ringetone, som minder dig om det gode råd mod identitetstyveri, hver gang din telefon ringer.

Hent ringetonen via denne side
 

 

Kampagnen er et samarbejde mellem Digitaliseringsstyrelsen, KL, Danske Regioner, Finans Danmark og politiet.