Leonora Christina Skovs 'Den der lever stille' er af Litteratursidens læsere kåret som den bedste danske roman i 20 år.

Bedste danske roman i 20 år og andre prisvindere fra Bogforum '22

07.11.22
De sidste 20 års bedste danske roman blev fejret på Bogforum, hvor der også var priser til to nye stærke danske forfatterstemmer.

Tidligere i år lancerede Litteratursiden.dk en læserafstemning om de sidste to årtiers allerbedste danske roman.

Anledningen var sitets 20 års jubilæum, og på Bogforum i weekenden blev vinderen fejret - Leonora Christina Skovs personlige beretning om at vokse op i en kærlighedsløs familie, Den der lever stille (2018) er den bog, der i helt særlig grad har ramt og rørt læserne.

Romanen om at gøre sig fri og finde sin egen vej i livet gav Leonora Christina Skov et massivt gennembrud, da den udkom i 2018. Senere blev den fulgt op med Hvis vi ikke taler om det, og til næste år får Regner Grastens filmatisering af Den der lever stille dansk biografpremiere.

Læs mere om prisen til Den der lever stille på Litteratursiden.dk

Vigtig fortælling om vejen mod ligestilling

Bogforum var også rammen om flere andre prisoverrækkelser.

Edvard P. prisen, der anerkender nye danske forfattere, gik til Johanne Mygind for Kærlighedens år - en levende skildring af tre generationer af kvinder: journalisten Nanna, hendes mor Elisabeth, der var frontfigur i rødstrømpebevægelsen, og mormoderen Rigmor, der drømte om at blive læge men blev gravid.

Ved prisoverrækkelsen blev Kærlighedens år fremhævet for sin vigtige fortælling om en af de største forandringer i nyere tid, nemlig det moderne kvindeliv og vejen mod ligestilling og frigørelse.

Læs mere om prisen til Kærlighedens år på Litteratursiden.dk

Debutantprisen til menneskeklog novellesamling

En anden ny forfatterstemme, der er værd at holde øje med, er dansk-norske Kristin Vego.

Hun blev hædret med Bogforums traditionsrige debutantpris for Se en sidste gang på alt smukt, der er en samling af ni noveller.

"Nogle gange fører en landevej i Wales og den enkle, intime beskrivelse af en kvindes bløde læber, der omslutter en mands finger, til store litterære oplevelser. Det er tilfældet i Kristin Vegos overlegne novellesamling Se en sidste gang på alt smukt," sagde forkvinde for juryen Gro Frank Rasmussen ved prisoverrækkelsen, hvor Vego også blev kaldt for "en menneske-observatør af den klogeste slags".

Læs mere om prisen til Se en sidste gang på alt smukt hos Bogforum

Materialer