Hvis turen går til Italien
Hvis turen går til Italien

Hvis turen går til Italien

25.06.18
Det er sommer og mange af os glæder os til ferie og (mere) tid til at læse.

Jeg holder meget af at læse romaner, som foregår det sted hvor jeg holder ferie. Jeg holder også meget af at rejse i Italien og har derfor nogle gode bud på, hvad man kan læse, hvis man er så heldig at skulle rejse dertil.

Min første og største anbefaling skal gå til Elena Ferrantes 4 bøger om veninderne Elena og Lila. De vokser op i Napoli i 1950´erne. I et fattigt kvarter, hvor den allestedsnærværende mafia spiller en stor rolle. Deres liv former sig vidt forskelligt – Lila bliver tidligt gift og Elena fortsætter på gymnasiet. Gennem dem følger vi Italiens og kvinders historier gennem 5 årtier.

De 4 titler er:
Min geniale veninde
Historien om et nyt navn
Dem der flygter og dem der bliver
Det forsvundne barn

Hvis ferien ikke er lang nok til de mere end 1500 sider om Napoli, Elena og Lila, kan jeg anbefale at læse Jeg er ikke bange af Niccolò Ammaniti. Romanen handler om den 9-årige Michele lever en rimelig rolig og god tilværelse sammen med familien i en lille syditaliensk by, men en forfærdelig forbrydelse, der involverer alle voksne i landsbyen, forandrer for altid Micheles liv.

Går turen til Firenze, er Venus fødsel af Sarah Dunant et oplagt valg. Det er en skøn roman om kunst og kærlighed, politik og religion i 1490'ernes Firenze. Her forvandler munken Savonarola den velstående by fra at være en af Italiens førende byer inden for kunst og handel, til et religiøst mareridt af spærretid, brandtaler og hård fordømmelse af selv de mindste synder.

I min ferie får jeg altid tid til en krimi eller to. På anbefaling fra en kollega, stiftede jeg sidste år bekendtskab med Gianrico Carofiglio. Hans serie om forsvarsadvokaten Guido Guerrieri foregår i Bari på Italiens østkyst. Det er stemningsfulde krimier med aktuelle dilemmaer fra dagens Italien: racisme, bestikkelse og mafia - men Guido får også tid til både god italiensk mad og lidt amore undervejs.

Andre stemningsfulde krimier incl. god italiensk mad, vin og en hurtig espresso på den lokale bar er: Donna Leons romaner om kommissær Guido Brunetti i hans elskede Venezia samt Andrea Camilleris historier om Montalbano på Sicilien. Små lette krimier der passer perfekt til ophold i liggestolen.

Til min kommende ferie har jeg reserveret

Domenico Starnone: Drilleri

En roman som ifølge anmeldere er både bevægende og morsom. Romanen handler om den aldrende kunstner Daniele der i en periode skal passe sit barnebarn Mario. Drengens livsenergi vækker den gnavne bedstefar og han forsoner sig med sit livs valg og fravalg.

Diverse journalister og sprogforskere har i øvrigt afsløret Domenico Starnone og hans hustru Anita Raja som dem, der står bag forfatterdæknavnet Elena Ferrante …

Nadia Dalbuono: Fordærv

Årets krimi for mig, bliver af denne italienske forfatter, som netop har fået udgivet sin første roman på dansk. Den handler om kriminalkommissær Scarmarcio, der er søn af en mafiaboss, men som prøver at afsværge familien. Da han får en sag med kompromitterende fotos af en italiensk politiker, bliver det startskuddet til en spændende efterforskning – og helt sikkert spændende læsning.

God sommer og god ferie.

 

Oprindeligt skrevet af Vejle Bibliotekerne.

Materialer