Sådan finder du de bedste bøger

Af Anonym (ikke efterprøvet)
07.06.18
- Kan du anbefale en god bog? - Ja. Hvad har du sidst læst, som du syntes godt om?

Sådan begynder mange samtaler på biblioteket. Et spørgsmål som bliver besvaret med et nyt spørgsmål, for når vi taler om bøger - gode bøger - taler vi også om smag, præferencer og læsevaner. Som bibliotekar spørger vi ind til de gode læseoplevelser, for at identificere det som læseren lægger vægt på. Man kan tale om seks faktorer, som læserne vægter forskelligt. Vi lytter efter de faktorer, som er vigtigst for læseren, f.eks. om bogen har et højt tempo eller om bogen er skrevet i et poetisk sprog.

Kender du typen?

I modebranchen taler man om pære-, æble- og timeglasformer, for når man kender sin kropstype, er det lettere at finde det tøj der klæder én bedst.  Det samme er gældende, når vi taler om litteratur. Når du er opmærksom på de faktorer der er vigtige for dig som læser, bliver det lettere at finde frem til den næste gode læseoplevelse.

1. Tempo

Tempo handler om fremdriften i bogen. Vi taler f.eks. om bogen som værende hæsblæsende, medrivende eller dvælende. Bogens tempo påvirker læsehastigheden. Er du på jagt efter et page-turner til ferien, så er tempo en vigtig faktor. F.eks. ”Kvinden i toget” af Paula Hawkins.

2. Hovedpersoner og karakterer

Nogle bøger er drevet af karakterer mere end af den ydre handling, f.eks. John Williams roman ”Stoner”. Her er tempoet sænket i den ydre handling, for at give plads til den indre eksistentielle fortælling. Hvis du foretrækker et stærkt psykologisk portræt, så gå efter bøger med komplekse karakterer, f.eks. autobiografiske romaner som ”Min kamp” af Karl Ove Knausgård.

3. Tonen

Grum, trist eller humoristisk; hvad er du i humør til? Tonen i bogen er tæt knyttet til den følelse der vækkes i dig som læser og har derfor stor betydning for den læseoplevelse vi søger.  Trænger du til et godt grin, er den humoristiske tone den vigtigste faktor som f.eks. i Erlend Loes ”Doppler”, eller er du omvendt på udkig efter en hjerteskærende fortælling, der bliver siddende længe efter som i Hanya Yanagiharas ”Et lille liv.

4. Konstruktion og fortællervinkel

Denne faktor siger noget om fortællervinkel og hvordan bogens historie er bygget op. Det kan være historier, hvor fortid og nutid væver sig sammen, hvor historien tager en overraskende drejning eller hvor synsvinklen skifter mellem karaktererne, så man hele tiden må ændre sin opfattelse af det skete eller af personerne, som det sker i ægteskabsdramaet ”Den tavse kvinde” af A.S.A. Harrison.

5. Sprog og skrivestil

For nogen er sproget i bogen en vigtig faktor, mens det for andre spiller en mindre rolle. Forfatteren Helle Helle er kendt for sin minimalistiske skrivestil, som er vigtig for læseoplevelsen. Læsere af Kim Leine taler ofte om sprogets råhed. Når vi taler om et godt sprog i bogen, fremhæver vi f.eks. at teksten flyder, maleriske beskrivelser, poetisk, velkonstrueret eller originalt.

6. Baggrundsrammen

Med baggrundsrammen menes handlingens univers; tid, sted og atmosfære. Fantasy og Science Fiction er to genrer der appellerer til mange læsere, mens andre foretrækker realistiske, ja endda historier baseret på virkelige hændelser. Baggrundsrammen er vigtig, hvis man vil læse om det sted/land, man skal til i sin ferie. F.eks. Havets katedral af Ildefonso Falcones, hvis turen går til Barcelona.

Naviger med de seks faktorer

Hvis du er opmærksom på, hvilke faktorer der er vigtige for dig, kan du lettere finde de bøger der falder i din smag.  Faktorerne gør det ligeledes nemmere at tale om bøger og dele gode læseoplevelser. Og lad os tale om det vi læser, for vi er mange der vælger bøger på baggrund af mund til mund-anbefalinger.

Fakta

De seks faktorer – også betegnet som appelfaktorer – stammer fra den amerikanske praksis' Reader’s advisory og den norske bibliotekspraksis, Lesersørvis.

Materialer