Brandenburger Tor
Brandenburger Tor

Velkommen til 30’ernes Berlin

21.11.16
Volker Kutscher dyrker den hårdkogte action i et eksplosivt Berlin.

Nogle krimiforfattere kan noget helt særligt, men får alligevel ikke den opmærksomhed, som de har fortjent. Sådan en forfatter er Volker Kutscher, som skriver hårdkogt action om et Berlin lige på grænsen til at eksplodere.

De politiske fronter er trukket hårdt op med vrede kommunister over for ondskabsfulde nazister. Det løsslupne natteliv stortrives side om side med det anstændige borgerskab i Weimar-republikkens sidste krampetrækninger. Det er mellemkrigstidens Berlin, hvor intriger, korruption, vold og mord er hverdag.

Den degraderede Gereon Rath bliver forflyttet til sædelighedspolitiet i Berlin. Han er opsat på at gøre sig positivt bemærket, så han kan komme tilbage til drabsafdelingen. Derfor kaster han sig ud i en uofficiel efterforskning af mordet på en russer, som er henlagt som en uopklaret sag – eller en våd fisk, som det berlinske politi kalder det.

Rath kommer på sporet af hemmeligt guld fra det førrevolutionære Rusland. Inden han har set sig om, har han stukket hånden ned i et sandt hvepsebo med organiseret kriminalitet, eksilrussere, fjender af Stalin, politiske aktivister på både den ene og anden fløj og ikke mindst kriminelle kollegaer.

Det er et realistisk portræt af en vigtig historisk periode fortalt på et højt niveau. Her er et velkonstrueret plot baseret på grundig research, levende dialoger og stemningsfyldte beskrivelser af en vibrerende metropol. Det er både underholdende og spændende. Hvad mere kan man ønske sig af en krimi?

Materialer