Sommerlæsning på soldækket

02.07.15
Når bibliotekaren drager på krydstogt.

Hjemme i Europa af Jens Christian Grøndahl

I min sommerferie skal jeg på krydstogt i Middelhavet og kommer derfor rundt til flere af Europas gamle spændende byer. Hvilken bog er så bedre at tage med end Jens Christian Grøndahls tænksomme essay om Europas historie og kultur?

Blandingen af forfatterens udgangspunkt i egen hjemstavn med stadige tankeudflugter rundt i Europa i søgen efter en europæisk identitet tiltaler mig.

 

Nr. 0 af Umberto Eco

Den spritnyeste roman af Umberto Eco skal jeg læse denne sommer. Jeg er stor fan af Eco og har læst alle hans andre romaner. Min fascination bunder i hans måde at håndtere store mængder viden, sætte dem i en ofte historisk sammenhæng og skabe sin egen spændende fortælling.

Denne gang foregår handlingen i 90’ernes Milano med tråde tilbage til 30’ernes fascisme og 70’ernes terror. Sladderjournalistik og konspirationsteorier er omdrejningspunktet, og det lader til at Berlusconi ikke går ram forbi.

Eco har før arbejdet med konspirationsteorier i Foucaults pendul og i Kirkegården i Prag, så mine forventninger til Nr. 0 er store.

 

Helvetia af Hugo Pratt

Og selvfølgelig også en tegneserie til ferien. Når jeg nu skal ud at sejle en del, må jeg læse det nyeste bind om eventyreren Corto Maltese – kaptajnen uden skib.

Pratts Corto Maltese-serie er en fantastisk blanding af stil fra før verden gik af lave og eventyr i alle verdens afkroge med et væld af referencer til verdenshistoriens personer, begivenheder og mystik – med fokus på perioden for omkring 100 år siden.

I denne nye historie kommer vor helt til Schweiz, og så går det ellers der ud af med alt fra forfatteren Herman Hesse til den hellige gral.

 

Af bibliotekar Anders Kragh Sørensen

 

Se også Anders Kragh Sørensens 25 bedste læseoplevelser

Materialer