Foto: Unsplash / Annie Spratt

Vil du gerne læse mere?

16.01.23
Tips til hvordan du kan få flere bøger ind i dit liv.

Der er skarp konkurrence om vores dyrebare opmærksomhed fra mængden af digitale medier, og det går ud over læsningen. Det fortæller en artikel fra dr.dk.

Sociale medier og streamingtjenester har vanvittigt effektive algoritmer, som er skræddersyet til at fastholde vores opmærksomhed, og det kan være nærmest overmenneskeligt at ignorere de konstante notifikationer, slippe feedet på Facebook eller TikTok, og sige nej tak, når Netflix foreslår, at man liiiige ser et afsnit mere.

Så hvad kan man gøre, hvis man er en af de mange, der drømmer om at bruge mere tid i selskab med bøger i hverdagen?

Ditte Engels Hermansen er oversætter og formidler litteratur på instagramprofilen 'Litteraturdk'. Sidste år læste hun 158 bøger, så hun ved en ting eller to om, hvordan man får gang i sin læsning.

Hendes råd i artiklen er:

  • Start med at lade det være en succes, hvis du læser ti sider.
     
  • Læg telefonen, så du ikke kan gribe ud efter den. Selv jeg, der er veltrænet, kan ikke lade være. Vi må tage seriøst, at det er noget, vi ikke kan kontrollere.
     
  • Begynd med en bog, der ikke yder al for stor modstand. Nogle bøger kan føles som om, den ikke vil læses. Det er der ikke noget galt med, men du behøver ikke starte med en klassiker som Lykke-Per. Begynd med noget, hvor du føler dig underholdt.
     
  • Find en genre, der er dig. For mig er det nordisk realisme, hvor der ikke sker en skid.
     
  • Brug sociale medier som et fællesskab omkring bøger.

Koncentrationsmusklen kan trænes

Vær også bevidst om, at du kan træne dig selv op til at blive en dedikeret læser. Søren Hebsgaard, der holder foredrag om unges opmærksomhed og digitale medieforbrug, siger:

- Se koncentrationen som en muskel, der skal trænes. Du kan ikke forvente at gå fra at være et TikTok-monster til at læse en roman på 200 sider uforstyrret. Det er som at sige: "Jeg har aldrig løbet før, jeg løber lige et marathon".

Se flere råd fra Søren Hebsgaard i artiklen.

Spørg endelig

Husk også at du altid er mere end velkommen til at spørge os her på biblioteket om tips til bøger, der passer til lige præcis det, du kan lide - hvadenten det er nordisk realisme, actionpakkede thrillers, romantiske feelgood-fortællinger, tankevækkende lyrik eller noget helt femte.

Materialer