KøgeBibliotekernes podcasts

Her kan du lytte til vores podcasts. Vi laver finurlige, interessante og inspirerende lydfortællinger, som belyser lokale temaer på nye måder. Dyk f.eks. ned i Folkets Fortællinger, hvor borgere fortæller om deres oplevelser. På sigt vil der komme flere forskellige podcasts. God fornøjelse!


Det Gule Hjørne: Pia Raug

På Herfølge Bibliotek gemmer sig et lidt hemmeligt, meget gult hjørne.

Da musiker og forfatter Pia Raug den 24. november '22 gæstede TorsdagsSalonen på Herfølge Bibliotek, indviede hun samtidig hjørnet med en optagelse omkring sin nye bog, Et testamente, der er hendes første romanudgivelse i tyve år.

Et testamente er udkommet på det lille kvalitetsforlag Escho og kredser om emner som alderdom, demens og ensomhed, fortalt smukt og poetisk i en lyrisk søgen efter at forstå verden lidt bedre.

Pia Raug har været en central skikkelse i dansk musikliv siden 70'erne og har også markeret sig som stærkt politisk aktiv. En af hendes mest kendte sange er 'Regnvejrsdag i november', og hun har sat musik til Inger Christensens digtsamling Det.

Lyt til Pia Raug i Det Gule Hjørne

Pia Raug i Det Gule Hjørne på Herfølge Bibliotek


Tilrettelæggelse: Lars Kjelfred
Musik: Pia Raug: Zirkler (1988)

Herfølges originaler
- En hyldest til det originale menneske

Herfølge har igennem tiden opfostret en lang række unikke skikkelser, der spredte liv og godt humør og var kendt af alle.
Dansken er som oftest en forsigtig type, der ikke stikker næsen for langt frem, så vi tager hatten af for dem, som har turdet og stadig tør!


Herfølges originaler #2: Sliber-Peter

Glæd dig til et skønt bekendtskab: Den landskendte skærsliber og Herfølgedreng, Niels Peter Jensen, bedre kendt som Sliber-Peter - eller blandt kolleger Papegøjen
Sliber-Peter blev født den 21. januar 1867 og døde d. 12. september 1936.
Han fik en flot begravelse i kirken i Herfølge med plads til både hans kolleger fra landevejen, de fine folk fra sognerådet, familien og alle de andre, han havde mødt igennem livet og gjort indtryk på. 

Hør hans historie, blandt andet fortalt med ældre optagelser foretaget af tidligere aktive ved Lokalhistorisk Arkiv Herfølge-Sædder Sogne. Stærkt arbejde - tak for det!

Research og indtaling: Jette Melgaard - Lokalhistorisk Arkiv Herfølge-Sædder Sogne. 
Idé, optagelser og redigering: Lars Kjelfred, Herfølge Bibliotek. 

Musik:
Erik Paaske og Hans-Ole Nielsen's orkester: 'Den gamle skærslibers forårssang'
Kim Larsen & Kjukken: 'Jeg er træt og går til ro'


Herfølges originaler #1: Dan Holbæk

Mød Dan Holbæk - også kendt som Mirakelsmeden eller farfar. Han var et kendt ansigt i både Herfølge og i Køge, hvor han ofte spillede harmonika med ungerne på torvet.

Dan var en finurlig herre og spøgefugl, der ofte klædte sig ud og lavede mange sjove påfund.

I denne podcast møder du Kurt Holbæk, Jørgen Vang og Randi Pedersen

Research: John Maibom - Lokalhistorisk Arkiv Herfølge-Sædder Sogne
Idé, optagelser og redigering: Lars Kjelfred - Herfølge Bibliotek 

Musik: Dan Holbæk med sin harmonika. 
Brian Eno - Some of them are old
The Beatles - Tomorrow never knows
Lyde fra Zapsplat

Folkets Fortællinger

Folkets Fortællinger indsamler personlige beretninger om vores lokale fællesskaber. Fortællinger, der binder os sammen om vores fælles historie og som samtidig giver plads til mangfoldigheden. 

Folkets Fortællinger #1: Herfølge Boldklub 100 år: Da Saftkongen kom til

Lyt med, når vi hylder Herfølge Boldklub for at fejre klubbens 100 års jubilæum d. 3. juni 2021.

Vi møder æresmedlem i Herfølge Boldklub; Bruno Zingg (også kendt som Mr. Herfølge), saftekongeekspert Bo Michael Hansen fra Lokalhistorisk Arkiv for Herfølge-Sædder sogne & ikke mindst Saftkongen selv; Gudmund Jørgensen, som spillede en vigtig rolle for klubbens udvikling.


Foto: Bo Svane, 1978

Folkets Fortællinger #2: Ulf og Jens Peter fortæller om musiklivet i Køge

I dette afsnit af Folkets Fortællinger møder du Jens Peter Halborg og Ulf Stephenson, der på hver deres måde har været og er en del af musiklivet i Køge.

Jens Peter i kraft af sin tidligere stilling som kunstnerisk leder af Teaterbygningen og sit engagement i Musikforeningen Bygningen, og Ulf som ivrig musikforbruger og koncertgænger.

Vært og tilrettelægger: Rasmus Lindahl, Køge Bibliotek.


Vil du være med i Folkets Fortællinger?

Hvis du er interesseret i at få din stemme i spil i Folkets Fortællinger, eller har du nogle ideer til et tema, som vi skal arbejde med, så er du altid velkommen til at kontakte Rasmus til en uforpligtende snak.
Send ham en mail på rasmus.sonne.lindahl@koege.dk.